Kære Asta

Jeg har læst et sted: døden er ikke-væren som potentiel kraft.

Døden truer, tænker jeg, et aktiv, jeg tænker på din dødsangst, at – og ikke i forlængelse, men at det er ironisk, grænsende til idiotisk, den, ikke for at blive freudiansk, men den drift vi lader til at have, opsøge truslen, virkeliggøre den. Med det mener jeg, at det er kun når det sidder present, at det truer; vækkes til live. At det er mere present, gør det ikke mere sandsynligt, hørte jeg i en radioudsendelse om terror, tænk på sandsynligheden ved færdselsuheld, dem frygter vi ikke, passer blot på, i øvrigt; for mange faktorer at holde sig OBS på, det ved man også nu om mad, om fedt og sukker, smøger, vi kan ikke være bange for dem alle på én gang, vi er apatiske undtagen overfor angsten overfor det ene gruopvækkende sceneri til hvad vi har fundet anledning til at fokusere på, at frygte, fx denne terror, når vi hører om den, voldtægten, muskelhunden, for ikke at nævne morderen i filmen, hændelser der sker for vores venner, det er alt sammen - det at vi skulle udsættes for samme, hypotetisk - ikke-værende som potentiel kraft. Jeg tænker på læren om socialfobia, at hvis vi var spændte på i dag, såkaldt NORMALT NERVØSE, som man siger SUNDT SPÆNDTE, skulle vi også give skalaen tal, at så var det ikke 0 på dagens hvor angst er du på en skala, og det havde jeg svært ved at forstå, jeg noterede modvilligt 3 hvis jeg var knap nervøs og dejligt slet ikke følte mig angst. Hvis man ingen angst har i kroppen, rettere når man ingen angst føler, er det lig med total afslapning, søvn nærmest, det er når man stener derhjemme, ikke er OBS, hvorfor det at føle sig PÅ, gå på arbejde succesfuldt, have nydt en film succesfyldt, afkrævede en vis angst på den skala, thi angst er lig med action, forstås på den måde: det modsatte af angst er kedsomhed, som sagt i samme udsendelse om terror - voldsomt provokerende om du spørger mig, men: forstås: angst er en spiralbevægelse, en opadgående kurve, hvis klimaks er angsten som vi kender den når vi har følt den på de forkerte tidspunkter, når kroppen udløser al denne adrenalin uden nødvendighed, jeg mener: i spændingsfilmens klimaks, de sidste scener hvor helten gemmer sig for skurken, slås med hón, gemmer sig fra hón, løber fra hón, kulminationen af vores spænding idet vi følger med, identificeret med positionen af helten, her er også tale om angst, der er ligeså meget tale om angst som når helten får traumatiserende flashbacks, vågner op svedende, rystende, stakkels, forskellen er at i den egentlige fare, det reelle filmens klimaks, er angsten nødsaget, behøvet, den er GOD, den er heltens VEN, sørgende for at helten ikke bare lægger sig og sover eller trisser forbi skurken dumdidum, men gemmer sig, løber på rette øjeblik, har sanserne skærpet, men er man oppe i dette FELT uden nogen bil at springe væk fra, en, på mange planer, SKURK AT SLÅS MED, får man det således, nej lad mig sige dette; forvandles angsten til skurken, og man er ladt uden hjælpeven, kroppen er ikke BEREDT på hvad den skal gøre med dette, hvis vi tænkte på angsten som en superkraft, en ild vi kunne kaste fra os, smadre vor fjende med, men som uden fjende, jeg mener; om man ikke afkastede den, blot stod med den: brændte én op. Det handler om vejrtrækningsøvelser, om ikke at lade tankerne rives med, på samme måde som at undgå sin orgasme, vil jeg tro, simpelthen holde igen, i angstens tilfælde: ikke hyperventilere, tænke roligt, rationelt. Endvidere i førstnævnte læsekilde, en gammel teoretisk bog, Alt om forelskelse og kærlighed, stod der, i forbindelse med døden og kærlighed etc., at det er derfor vi, når døden truer, mærker vor kærlighed, vor værdsættelse til fulde, at i trummerum er den sporadisk og mere eller mindre fjern, lagret i vor tanker med alt andet tankestof, men i angsten, når vi TRUES af IKKE-VÆREN ønsker vi fortsat at VÆRE og vi ønsker vor elskede til fortsat AT VÆRE, dette ønske i sin højspænding, som kærligheden i sin KOMPRIMEREDE form ligesom angst er anti-søvn i sin KOMPRIMEREDE form, danger danger high voltage/when we touch/when we kiss, nej jeg tænker på David Bowie, Five Years, fraserne inden outro

Think I saw you in an ice-cream palour/drinking milkshakes cold and long/smiling and waving and looking so fine/don’t thing you knew you were in this song

And it was cold and it rained/so I felt like an actor/and I thought of Ma/and I wanted to get back there

Your face/your race/the way that you talk/I kiss you/you’re beautiful/I want you to walk

I want you to walk, to go on living, du der nyder milkshakes midt I dommedagens kaos. Og mit post-oversvømmede boligområde får mig til at tænke på klodens død og det gir mig lyst til at se det flotte bud på den i Melancholia, det æstetiske brag af en gennemlevelse af et eksempel på gruopvækkende sceneri, jævnfør tendensen til at opsøge angst, min undren hvad det angår; jeg tænker på din anoreksi, om det var et, som det er velkendt, forsøg på kontrol, om det (at opsøge angstvækkelse) er en misforstået tagen tyren ved hornene, gå det farlige i møde, og frem for at slås med det (idet det ikke er), piner sig selv i limboen af en angst, og når det kommer til anoreksien: hyperfokuserer på denne ene valgte fare, at blive tyk, og på den måde, ved at sulte sig, erstatter de tusind potentielle farer med én reel. Når jeg betragter Melancholia som en for verden; vidunderlig film, er det fordi den, som jeg oplevede det, lader én gennemleve dette ultimativt håbløse scenarium med fantastisk æstetik, det har en, vil jeg påstå, angstafmonterende accept-effekt, på næsten linje med at blive filmet under fremlæggelse og bagefter se og indse, at så slemt var det heller ikke, ingen af dem man ser det med mens man frygter for sin skammeligt ukontrolleret, uperfekte og nu arkiverede fremtoning – selvfølgeligt: ikke hader én, thi det er der ingen grund til. Ligesom der ingen grund er til at frygte alt andet ikke værende mere sandsynligt end det var før man blev opmærksomgjort på dette hvad end dette måtte være, fedme eller – nu er det vist ikke egentlig fedme, jeg mener frygten for at rammes af dette, anoreksi udspringer af, men snarere faren for uperfektion, dette onde faktum af et livsvilkår, ligesom død også er det. Jeg ved ikke hvordan man accepterer ikke at have kontrol, jeg prøvede engang et halvlangt frit fald og uforventeligt var det det mest ubehagelige jeg nogensinde har oplevet. Men det er noget vi må arbejde på, min ven; accepten. Jeg er stadig socialfobiker.

Hvordan går det? Vil du med i biffen? Jeg tænker selvfølgelig på Melancholia, en eller anden hverdag klokken fx tyve.

Esther