Da jeg var fjorten år, døde min jævnaldrende bekendte eller veninde, jeg ved ikke, hun var min sommerhusven, min fars vens datter, RICHARD, som vi udtalte dansk.
Da vi var tolv lignede hun en på atten
Det gjorde hun vel for
på Lefkas, på hotellets rustikke gårdhaves bar
i den tunge aftenvarme
sagde bartenderen: you have to be eighteen to have rom in your coke
Men jeg sagde: I am twelve, she is twelve, you just gave her a drink, I want my drink.
Jeg fik min drink.
Bagefter gik jeg hen og købte cigaretter i et supermarked
Det var et spontankøb, egentlig skulle jeg bare ha tandpasta til min far
Så sagde jeg til min far: hvornår må jeg begynde at ryge?
Ryge?, sagde han. Det ved jeg ikke – i morgen!
Dagen efter besteg vi et mindre bjerg, om aftenen hjemme åbnede jeg pakken.
Siddende i krøllet røg svævende i vejret, flot gråt, jeg ku lide lugten af tobak, jeg ku ik så godt finde ud af at ryge, efterladenskaber af halvt røgede cigaretter overalt, perpleks skrevet i panden på min far, perpleks sprunget i fjæset på min far, før han lukkede døren bag sig, udbrød: er du begyndt at RYGE!?
- Jamen du sagde jeg måtte fra i dag.
- Jeg troede da ikke, du ville GØRE det.
Hvorfor skulle jeg ellers spørge.
På Idas skole røg man ikke på hendes klassetrin, til gengæld lavede drengene graffiti og man drak rom. Det lå hun på sengen og fortalte mig om, mens jeg spændte sandalerne ind. Vi læste gyserhistorier inden sengetid, det var ikke så smart for jeg kunne aldrig sove, men hun havde det så sjovt med det
Hun kunne godt lide persille og slikskåle og lydbøger, hun havde helt hvidt hår, hun var meget meget høj.
Hun tændte stearinlys og satte vækkeur til klokken 24,
når det ringede, efter hun havde sovet et par timer, stod hun op og kom fede af hvidløg i et net, nettet bandt hun om tællelyset, det dinglede under. Nu jager vi vampyrerne væk, sagde hun.
Den var overvældende stor, bisættelsen, hele efterskolen er her, tænkte jeg, for de var der da hun blev smittet, det var en rejse til Tjekkiet, meningitis, hun lå i koma i to uger, hendes lig fragtedes til Danmark.
De gik ned ad kirkegulvet, hendes forældre, helt opløste i ansigterne, ligesom slæbende fødderne og sig selv henover gulvet, Richard knugede krukken til sig, moderen hulkede bag ham, jeg tilsluttede mig grædekoret, også pga. violinen i De Fire Årstider.
Vi skal lige herind, sagde min far, og gennede mig ind på en lille bar.
- Vil du også have en øl.
- Nej tak.
Det var også for meget med det udprintede billede vi fik stukket i hånden, FARVEL stod der over et billede af Ida smile helt vildt i live, hovedet på skrå, små krøller i lokkerne. Hendes mor kom rendende hen til mig, jeg havde en blå strikvest på, ”Hej Esther, helt vildt pænt af dig at komme, Esther, virkelig, det er vi glade for, det er vi glade for, og dig, hej Helge, hej Esther, kan du huske, Esther, dengang du faldt i dammen i vores have, hva Esther, kan du det, ned i alle guldfiskene, åhå så måtte du låne af mit tøj fordi alt Idas var til vask, jeg havde også sagt det var farligt at hoppe rundt på de glatte sten, men I gjorde det alligevel, og så faldt du i vandet, ha ha, det var sommer, kan du huske det Esther, kan du huske dét”. Jeg havde nikket hele tiden, men hun blev ved, rablede af sig med sit rystende lille legeme, og først da min far aede hende på kinden med sin krogede pegefinger, ligesom han plejede at gøre på mig, var hun rolig et øjeblik, før hun løb videre.
Mandagen derpå til konfirmationsforberedelse: præsten spørger, hvad vi har lavet i weekenden. Nogle rækker hænderne op, har været i tivoli, har spillet fodbold, besøgt bedsteforældre, været til begravelse. Det kom bag på mig, den måde hun dvælede ved min weekendens aktivitet, var det en du var meget nær, spurgte hun, narj nej, kendte hende ikke så godt, sagde jeg, fars vens datter. Jeg tænkte ikke over dramatikken ved en død datter.
Hun kom hen til mig bagefter, præsten, jeg var længe om at samle mine bøger. Hun ville høre hvordan jeg havde det.
- Meget fint, det var jo ikke min bedste ven eller noget.
- Nej men derfor kan det jo godt tage hårdt på én.
Så klar en forskel det gjorde at snakke med den præst i to sekunder.
Da vi var tolv lignede hun en på atten
Det gjorde hun vel for
på Lefkas, på hotellets rustikke gårdhaves bar
i den tunge aftenvarme
sagde bartenderen: you have to be eighteen to have rom in your coke
Men jeg sagde: I am twelve, she is twelve, you just gave her a drink, I want my drink.
Jeg fik min drink.
Bagefter gik jeg hen og købte cigaretter i et supermarked
Det var et spontankøb, egentlig skulle jeg bare ha tandpasta til min far
Så sagde jeg til min far: hvornår må jeg begynde at ryge?
Ryge?, sagde han. Det ved jeg ikke – i morgen!
Dagen efter besteg vi et mindre bjerg, om aftenen hjemme åbnede jeg pakken.
Siddende i krøllet røg svævende i vejret, flot gråt, jeg ku lide lugten af tobak, jeg ku ik så godt finde ud af at ryge, efterladenskaber af halvt røgede cigaretter overalt, perpleks skrevet i panden på min far, perpleks sprunget i fjæset på min far, før han lukkede døren bag sig, udbrød: er du begyndt at RYGE!?
- Jamen du sagde jeg måtte fra i dag.
- Jeg troede da ikke, du ville GØRE det.
Hvorfor skulle jeg ellers spørge.
På Idas skole røg man ikke på hendes klassetrin, til gengæld lavede drengene graffiti og man drak rom. Det lå hun på sengen og fortalte mig om, mens jeg spændte sandalerne ind. Vi læste gyserhistorier inden sengetid, det var ikke så smart for jeg kunne aldrig sove, men hun havde det så sjovt med det
Hun kunne godt lide persille og slikskåle og lydbøger, hun havde helt hvidt hår, hun var meget meget høj.
Hun tændte stearinlys og satte vækkeur til klokken 24,
når det ringede, efter hun havde sovet et par timer, stod hun op og kom fede af hvidløg i et net, nettet bandt hun om tællelyset, det dinglede under. Nu jager vi vampyrerne væk, sagde hun.
Den var overvældende stor, bisættelsen, hele efterskolen er her, tænkte jeg, for de var der da hun blev smittet, det var en rejse til Tjekkiet, meningitis, hun lå i koma i to uger, hendes lig fragtedes til Danmark.
De gik ned ad kirkegulvet, hendes forældre, helt opløste i ansigterne, ligesom slæbende fødderne og sig selv henover gulvet, Richard knugede krukken til sig, moderen hulkede bag ham, jeg tilsluttede mig grædekoret, også pga. violinen i De Fire Årstider.
Vi skal lige herind, sagde min far, og gennede mig ind på en lille bar.
- Vil du også have en øl.
- Nej tak.
Det var også for meget med det udprintede billede vi fik stukket i hånden, FARVEL stod der over et billede af Ida smile helt vildt i live, hovedet på skrå, små krøller i lokkerne. Hendes mor kom rendende hen til mig, jeg havde en blå strikvest på, ”Hej Esther, helt vildt pænt af dig at komme, Esther, virkelig, det er vi glade for, det er vi glade for, og dig, hej Helge, hej Esther, kan du huske, Esther, dengang du faldt i dammen i vores have, hva Esther, kan du det, ned i alle guldfiskene, åhå så måtte du låne af mit tøj fordi alt Idas var til vask, jeg havde også sagt det var farligt at hoppe rundt på de glatte sten, men I gjorde det alligevel, og så faldt du i vandet, ha ha, det var sommer, kan du huske det Esther, kan du huske dét”. Jeg havde nikket hele tiden, men hun blev ved, rablede af sig med sit rystende lille legeme, og først da min far aede hende på kinden med sin krogede pegefinger, ligesom han plejede at gøre på mig, var hun rolig et øjeblik, før hun løb videre.
Mandagen derpå til konfirmationsforberedelse: præsten spørger, hvad vi har lavet i weekenden. Nogle rækker hænderne op, har været i tivoli, har spillet fodbold, besøgt bedsteforældre, været til begravelse. Det kom bag på mig, den måde hun dvælede ved min weekendens aktivitet, var det en du var meget nær, spurgte hun, narj nej, kendte hende ikke så godt, sagde jeg, fars vens datter. Jeg tænkte ikke over dramatikken ved en død datter.
Hun kom hen til mig bagefter, præsten, jeg var længe om at samle mine bøger. Hun ville høre hvordan jeg havde det.
- Meget fint, det var jo ikke min bedste ven eller noget.
- Nej men derfor kan det jo godt tage hårdt på én.
Så klar en forskel det gjorde at snakke med den præst i to sekunder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar