(resumé af Innamoramento e Amore)
Forelskelse er ikke blot en grille, dog heller ikke noget ufatteligt, guddommeligt, djævelsk; forelskelse er som en åbenbaring, hos den elskede anes konturerne af alverdens potentielle lykke, den elskede værdiens inkarnation, idet den indtræder idet man indtræder: udbrudsstadiet af en omvæltning, en kollektiv bevægelse bestående af to personer, hvad der adskiller dette forelskelsens fænomen fra store, historiske, kollektive bevægelser – 1 individ + 1 individ udgørende fuldtal. Kun inden for parret er individet i sin absolutte egenart og uforlignelighed uundværlig, og kan ikke erstattes af nogen anden, kun inden for PARRET, er individet den objektive betingelse for kollektivets eksistens.
Vi bliver aldrig trætte af at genfinde vor elskede. Vi elsker alt hos hön, endog kroppens indre, leveren, lungerne. Kønsakten et ønske om at være inde i den andens krop, leve der og blive oplevet af den anden i sammensmeltning. Nok er det legemligt, men også omfattende ømhed for den elskedes svage punkter, höns naivitet, fejl, ufuldkommenheder, et sår kan det lykkes os at elske, transfigureret af denne ømhed.
Den elskede, bliver en som ikke kan erstattes af nogen anden, den elskede bliver den eneste ene.
Den elskede besidder noget ganske særligt, noget vi altid har savnet, noget som er blevet åbenbaret for os gennem hön, og som vi – uden hön – aldrig ville kunne finde igen. Ofte kan vi udpege en bestemt detalje, hænderne, brystets form, en bestemt måde at stå eller gå på, stemmen, et eller andet vilkårligt, som kendetegner, symboliserer den andens anderledeshed og enestående karakter.
Dette er ”tegnet”, ”karismaen”. Eros, den ekstraordinære seksualitet, er monogam!
Det rene og fuldkomne erosobjekt viser sig, den ikke-ambivalente genstand, en organisk del af os selv, som forener pligt og nydelse, og hvori enhver form for fremmedgørelse ophæves (ved udbruddet) - (Det er faktisk en) genfødsel - Døren til væren: ønsket om det absolut gode - Tidsdimensionen er NUET.
Glæden ved denne kærlighed gør én sød og rar og god.
Og al fortidigt omformes, accepteres.
Forelskelsesforholdet er en proces; den elskede et empirisk og et idealt væsen.
Det er et projekt, samlivet en institution, dette er udviklingshistorien.
Forelskelse er søgen efter en mening med tilværelsen, efter egen dybeste autenticitet, takket være dialogen med hön, bestræber vi os på fuldt ud at være os selv.
Det er den depressive overbelastning der går forud for alle bevægelser inklusive forelskelsen.
Kærligheden er en grundlæggelse af et nyt fællesskab, et nyt lykkeligt samliv af et liv, et fuldstændigt uskyldigt projekt, som alle burde kunne identificere sig med. Omgivelsernes reaktion however, fornægter dette håb om harmoni og forlanger at der foretages et valg: enten dette eller hint. Forelskelsens historie bliver historien om ikke at ville vælge, og at lære at vælge. Alle bevægelser kommer ud for et dilemma, enhver forelskelse møder dilemmaet.
Man kan ikke bryde loven uden at forulempe de mennesker, der legemliggør den; det er det der er dilemmaet – dilemmaet, som altid dukker op og tvinger forelskelsen til at give afkald på sin uskyldighed.
Vi forsvarer os
Vi beskytter af alle kræfter vort ideal ved at skjule ’problemet’ (hvadend dette er). Bevarer, hvis nødvendigt, ideal-billedet via depression og projektion.
Hverdagslivets to poler er ro og skuffelse, forelskelsens ekstase og pine. [i]Kedsomhedens antonym angst.
Pagtens to elementer: 1) kan pålægges gennem viljesakt, 2) giver kun mening qua sin spontanitet.
Autencitet er vigtigere end forstillelse, jeg kan ikke lyve. Da jeg indgik den pagt, forpligtede jeg mig ikke til at lyve. Vi sætter konstante prøver, prøver vi sætter vores elskede på og som vi finder os sat på, os som individ såvel som os som par, vi vil være sikre på om vi elsker eller ej, det er ikke at vi tester endsige bevidst opstiller prøver, blot vil vi lære sandheden at kende. I den gengældte forelskelse siger vi, og den anden, ja og ja, igen og igen.
Det bliver en mangfoldighed af tegn, vi aflæser og tyder, elsker, elsker ikke, vi tilpasser adfærd, tæmmer vor elskede, denne den personificerede livets vorden, vi er angste for at give os hen uden garanti for gensidighed om end dette ikke er muligt, hvorfor tillid forudsætter forelskelsens oprigtighed og vedblivenhed, og når hön er ufarlig og vi trygge, begynder vi at kede os – det mest afforelskende, er hverdagens trivielle gentagende gammelkendte - og vi betragter höns kejtede forsøg på at behage, med hverdagens kolde, klare blik, eller hön os. (Gensidigheds)prøven er
– en kamp
(At den foregår inden for kærlighedens regi, bør ikke narre os)
– et paradoks
:Man når lettere kærligheden, når de elskende befinder sig i en rimelig lige situation, når begge har få bånd (som de unge og teenagerne), eller begge allerede har overrevet mange bånd. Samtidig er forelskelsen i dette tilfælde mindre intens, fordi dens revolutionære opgave er mindre;
Forelskelse er, som ethvert udbrudsstadium, en udforskning af det mulige.
(Der optræder ingen kaj at lægge til ved, ingen feststemt havn.)
;Forelskelse får næring af spændingen der ligger i, at noget forskelligt skal forenes.
Med andre ord disse risici: man revolutionerer ikke meget, vender tilbage til hverdagen som den kedede os, eller foreneligheden mislykkes, og livsprojekterne kolliderer
– vi oplever – i værste fald
1. afforelskelse: vi er frie af forelskelsen.
2. forsteningen: vi har tabt vores kærlighedsobjekt, vi er tilbage til skinverdenen; intet har værdi, intet nogen mening længere. Det er savnet, den nostalgiske længsel efter en tabt realitet.
Med pardannelsens betingelse (Vi vil gerne have lov til at føle os som et mål i os selv. Vi vil opleves som enestående, usædvanlige og uundværlige af en som selv er enestående, usædvanlig og uundværlig. Derfor er forelskelsen monogam og kan ikke være andet end monogam. De særegenheder findes hos hön og kun hön og ikke hos noget andet menneske i verden. Hvert eneste menneske er forskelligt fra alle andre, og vi ved det, men det er kun i forelskelsen at den urokkelige individualitet bliver opfanget og fuldstændig påskønnet) in mente, forklares fænomenet: jalousi.
Jalousien optræder som en opdagelse af, at den vi elsker føler sig tiltrukket, lader sig charmere af noget, jeg ikke har, men som en anden til gengæld har. Jalousi er at opdage, at den elskede for at få sine ønsker opfyldt er afhængig af noget, som en anden og ikke vi har. Forelskelsen bliver invaderet af noget udefrakommende. Af samme grund eksisterer der ikke jalousi i en gensidig forelskelse, idet der simpelthen ikke kan være noget uden for den, der er i stand til at øve en tiltrækning af denne art. Verden udenfor er kontingent, og det kontingente kan ikke overskygge det reale, det flygtige kan ikke overskygge væren. Hvis der dukker jalousi op under forelskelsen, betyder det, at den ene af de elskende i virkeligheden ikke har lyst til at forelske sig eller ikke er forelsket, eller - hvis jalousien er ubegrundet – den er tegn på angst. Så er det os, ikke hön, der drager sammenligninger med verden, os, ikke hön, der godtager det ikke-værdifulde, det kontingente som værdikriterium, bum!
Hvad er der mere at sige? Døden er ikke-væren som potentiel kraft, det er derfor vi indser hvad vi værdsætter ved dens nærvær, og det er muligt at være ensidigt forelsket, endda er det denne måde hvorved forelskelsen nemmest varer ved, varer evigt, om kærlighedsobjektet uden at sige nej, aldrig bekræfter, kan projektet fortsætte i fantasien. Det er også muligt for de gensidigt elskende, kærlighedsforholdet, at i årevis bevare forelskelsens friskhed, ja det findes.
Har man med held omvæltet hverdagslivet, kan kærligheden udfoldes, livet værende vedblivende aktivt, fornyende, begivenhedsrigt, interessant, etc.
Alle søger vi den ydre aktive rejse, fordi det nu engang er den der tilfredsstiller vort brændende ønske om at lave livet om, sådan som udbrudsstadiet kræver det. Det har karakter af ”ferie”, kærkommen afbrydelse af hverdagen, men gerne skulle det øve indflydelse på dagligdagen, iværksætte reelle livsalternativer. Jf. ”ferie”, heraf: bryllupsrejsen; institutionens færdigsyede løsning, der kanaliserer kræfterne i den ønskede retning.
Den ydre rejse? Den er kun anledningen, redskabet til gennemførelsen af kontant indre rejse; nøjagtigt som den indre rejse hele tiden er et incitament til den ydre rejse. I en sådan situation, de med succes elskende, genudbryder udbrudsstadiet og vi er stadig forelskede, dvs. vi genforelsker os og genføder lidenskaben, this is the first day of my life.
DESUDEN
Det er ikke muligt ved viljesakt at af-forelske sig, men det er muligt ved en viljesakt at undgå at forelske sig – vi tiltrækkes af udbrudsstadiet, fordi det udgør vestens drøm. Det orientalske alternativ: ars erotica. Den erotiske kunst udnytter også den individuelle dragning, de præferencer den enkelte har, men afviser totalt at man binder sig til ét enkelt menneske. Historisk er denne erotiske viden opstået i haremmerne, i de religiøse gruppers seksuelle kommunisme eller i den religiøse prostitution. Denne erotik har aldrig foregivet at ligge til grund for ægteskabet og dermed for familien - Seksualiteten skilles ud fra ægteskabet, ud fra lidenskaben, alliancen med ét enkelt mennekse. I vesten er udviklingen derimod gået i stik modsat retning: den lidenskabelige eros har samlet seksualitet, alliance, ægteskab, formering under sit regi. Kun vesten, har søgt at gennemføre monogamiet, har opstillet dette som ideal. Kun i vesten er man på et vist tidspunkt gået så vidt som til at lægge parrets, familiens stabilitet, kriterierne for artens fortsættelse, i hænderne på forelskelsen.
Nostalgisk savn, en hjertens smerte af en vesterlandsk sygdom.
SLUT
[i] Hørt i en udsendelse om terror, ikke læst i innamoramento e amore
Ingen kommentarer:
Send en kommentar