Jeg er meget træt for tiden, dvs. jeg bliver tidligt træt og sover til klokken i hvert fald ti. Det jeg tænker om det er, at jeg ikke ved hvad jeg skal sige til min socialrådgiver om det, hun vil stensikkert spørge til hvordan min søvn da var op til det, og om noget kan have gjort forskellen, og om det er typisk at det sådan ændrer sig, men jeg har ingen svar, husker ingen generel færden hvad søvn og ikke-søvn angår, og så vil hun høre hvordan det går med uge-døgn-skemaet, om jeg kan følge det, det ved jeg heller ikke hvad jeg skal sige til. Tja? Det er ikke at jeg ikke følger det på linje med ikke at følge en kalender, det hænder at jeg kigger på den, orienterer mig, jeg er også langtfra ligeså konfus om morgenen, men er det at følge skemaet, nej det ved jeg ikke. Her til formiddag, hører jeg om autisme i radioen. Det interesserer mig en del, idet min lillebror er diagnosticeret sådan. Her et lille resumé:


 Vi oplevede, da vores Markus diagnosticeredes, at tilgængelig oplysning var kategoriserende, rigid, misvisende. Bl.a. sagdes, at vi skulle regne med han ingen venner fik, at vi ikke længere kunne rejse, at det kunne han ikke, endsige indleve sig i andres følelser og - direkte løgn - som om alle autister var ens ~ alle autister er ligeså forskellige som alle ikke-autister. Når vi slog op i bøgerne, i de såkaldt reviderede udgaver, Gyldendals psykologiopslag, stod der, at autister var blind for eget sind, dermed også andres.
    Som journalister faldt det os naturligt, at stille spørgsmål, opsøge svar, som ansat på Politiken, havde jeg det privilegium, at jeg kunne ringe alle mulige forskere op og bede dem udtale sig. Vi oplevede at andre forældre til autistiske havde samme oplevelse af stigma. Derfor og sådan skrev vi VEJEN VIDERE NÅR DIT BARN HAR AUTISME.
    Autismens kriterier er ala begrænset kommunikation, at begå sig socialt, afgrænset interessesæt, monoton adfærd. Børn med autisme har flere forbindelser mellem nervecellerne end normalt - normalt sker enorme omstruktureringer i hjernen for at være højeffektiv, men det sker ikke hos autister. Som en have der ikke luges ud, således sker udlugningen ikke, der vil være overload af info, for mange forbindelser, mens i fjerntliggende dele af hjernen; for få - andre steder trafikprop.
    Autisme er en udviklingsforstyrrelse, ikke en sygdom, men en udviklingsforstyrrelse. Det er et handicap fordi udviklingen sker langsommere end hos den generelle befolkning, det er et handicap, idet det skiller sig ud, udygtiggør til denne verden.
    At have det svært socialt, er ikke ækvivalent med at være ikke-social - Markus elsker at være sammen med andre mennesker, men kan have svært ved fx samtale. At være egocentreret er ikke at være psykopat, som "mangel på empati" insinuerer - det er, at Markus taler internt med sig selv, siger "det er væk" indtil jeg gætter hvad er, væk, "Er cd'en væk?", "Cd'en er væk", "Hvilken cd er væk?", "Cd'en er væk". Han forstår umiddelbart ikke at jeg ikke har samme forudsættende info som han, det skal forklares i hans sprog, fx. ved konfliktløsning - vores Markus er fx. meget VISUEL, så vi laver måske en tegneserie, når du gør dét, føler din bror dét - ligeledes kan han vældigt godt lide at rejse, men skal forberedes på hvad planerne er, som han skal det hver dag. 
    Han har lært, at agere pænt, er rigtig go til at være ude med os. Men ved samtale, så står han af, det kan de andre børn måske have svært ved at forstå, at han ikke deltager i konversation, men han er go, ved man skal være stille, ikke slå når man føler vrede.
    Vi snakkede med Lorna Wing, Asberg Syndromets moder og selv mor til en autist. Man sagde han trak sig ind i sig selv og blev autist, for at beskytte sig mod hendes evige kulde; køleskabsmoder. Som psykiater, vidste hun bedre. Sandheden er, at autisme er genetisk disponeret, man fødes med det.
    Vores råd til forældre med flere børn - husk på, at autistens søskende også er specielle. Vi skal skabe rum for også dem, det kan autisten have svært ved, at lade andre komme til orde, så må man finde på en ordning - vi er gået ned i arbejdstid, vi kommer hjem, før Markus er hjemme fra institution, når at kysse vor andre børn. Desuden skal vi klæde dem på til at forstå.


Go' morgen mand, mer af dét. Nu snakker de om rygning, det orker jeg simpelthen ikke at høre på. I dag skal jeg lakere, tapetsere, støvsuge, oversætte, spille samba. Eller det jeg når af det.

I dag har jeg

afvist Jehovas Vidner ved min dør

fået superlim på fingerspidserne

http://jezebel.com/5900928/your-vagina-isnt-just-too-big-too-floppy-and-too-hairyits-also-too-brown

Good news, ladies! Society has discovered another new thing that's wrong with you, which means another opportunity for you to make yourself more attractive for your man. Score! Turns out, the color of your vagina is gross and everyone hates it. So bleach that motherfucker. Bleach it right now!

In this commercial for an Indian product called Clean and Dry Intimate Wash, a (very light-skinned) couple sits down for what would have been a peaceful cup of morning coffee—if the woman's disgusting brown vagina hadn't ruined everything! The dude can't even bring himself look at her. He can't look at his coffee either, because it only reminds him of his wife's dripping, coffee-brown hole! Fortunately, the quick-thinking woman takes a shower, scrubbing her swarthy snatch with Clean and Dry Intimate Wash ("Freshness + Fairness"). And poof! Her vadge comes out blinding white like a downy baby lamb (and NOT THE GROSS BLACK KIND) and her husband—whose penis, I can only assume, is literally a light saber—is all, "Hey, lady! Cancel them divorce papers and LET'S BONE."

Needless to say, certain citizens are troubled by this product—which, in addition to just being fucking insane, brings up painful issues about the hierarchy of skin tone within the Indian community. As if it isn't bad enough that darker-skinned people are encouraged to stay out of the sun and invest in skin-bleaching products like Fair & Lovely, and that white actresses are being imported to play Indian people in Bollywood movies, now everyone has to be insecure about the fact that their vaginas happen to be the color that vaginas are??? Splendid! God, I was just saying the other day that my misogyny didn't have enough racism in it.

So what are the pro-vadge-bleaching people thinking? Here's a hilarious explanation from a male ad exec:

It is hard to deny that fairness creams often get social commentators and activists all worked up. What they should do is take a deep breath and think again. Lipstick is used to make your lips redder, fairness cream is used to make you fairer-so what's the problem? I don't think any Youngistani today thinks the British Raj/White man is superior to us Brown folk. That's all 1947 thinking!
The only reason I can offer for why people like fairness, is this: if you have two beautiful girls, one of them fair and the other dark, you see the fair girl's features more clearly. This is because her complexion reflects more light. I found this amazing difference when I directed Kabir Bedi, who is very fair and had to wear dark makeup for Othello, the Black hero of the play. I found I had to have a special spotlight following Kabir around the stage because otherwise the audience could not see his expressions.

See? It makes perfect sense. We just want our vaginas to reflect more light—is that so wrong? I mean, WHAT IF MY CAR BREAKS DOWN AT NIGHT AND I DON'T HAVE A REFLECTIVE ENOUGH VAGINA? Really, the ultimate one-vagina-to-rule-them-all would glow in the dark like one of those deep-sea fishes. I need my vagina to attract more krill so my husband will fuck me again! (My husband is a whale.)

Basically the idea is to get as far away as possible from any color that vaginas actually come in. Because that's what's at the heart of this type of thinking—the perfect vagina would be something that's not a vagina at all.

Esther

Are you hitting on me? Jeg vil gerne I biffen, onsdag klokken tyve, ja? Men jeg mente også i forhold til din citering af Five Years, dit sideemne kærlighed.

p.s. I was hoping you were (Page til Shane, L-word)

p.p.s. jeg hører dig også sige at man skal ty mere til kunst? Det synes jeg er en god idé. Underdrivelse; det er en fremragende idé, og mener du også at angsten har et kærligt potentiale eller noget i den dur? Det er når du siger, at når ikke-væren truer, ønsker man væren, elsker intenst. Jeg ved ikke hvordan man accepterer i sit hjerte eller hvad hedder det, dybere end rationalet. Mit ønske om at være TYND er vist tilbage i tankelageret, og jeg spiser slik hæmningsløst. Det ved jeg ikke hvad jeg vil sige med, jeg er ikke så essaykyndig som du. Jeg glæder mig til at ~ samtale ~ og genopleve både dig og filmen

Kh Asta

Kære Asta

Jeg har læst et sted: døden er ikke-væren som potentiel kraft.

Døden truer, tænker jeg, et aktiv, jeg tænker på din dødsangst, at – og ikke i forlængelse, men at det er ironisk, grænsende til idiotisk, den, ikke for at blive freudiansk, men den drift vi lader til at have, opsøge truslen, virkeliggøre den. Med det mener jeg, at det er kun når det sidder present, at det truer; vækkes til live. At det er mere present, gør det ikke mere sandsynligt, hørte jeg i en radioudsendelse om terror, tænk på sandsynligheden ved færdselsuheld, dem frygter vi ikke, passer blot på, i øvrigt; for mange faktorer at holde sig OBS på, det ved man også nu om mad, om fedt og sukker, smøger, vi kan ikke være bange for dem alle på én gang, vi er apatiske undtagen overfor angsten overfor det ene gruopvækkende sceneri til hvad vi har fundet anledning til at fokusere på, at frygte, fx denne terror, når vi hører om den, voldtægten, muskelhunden, for ikke at nævne morderen i filmen, hændelser der sker for vores venner, det er alt sammen - det at vi skulle udsættes for samme, hypotetisk - ikke-værende som potentiel kraft. Jeg tænker på læren om socialfobia, at hvis vi var spændte på i dag, såkaldt NORMALT NERVØSE, som man siger SUNDT SPÆNDTE, skulle vi også give skalaen tal, at så var det ikke 0 på dagens hvor angst er du på en skala, og det havde jeg svært ved at forstå, jeg noterede modvilligt 3 hvis jeg var knap nervøs og dejligt slet ikke følte mig angst. Hvis man ingen angst har i kroppen, rettere når man ingen angst føler, er det lig med total afslapning, søvn nærmest, det er når man stener derhjemme, ikke er OBS, hvorfor det at føle sig PÅ, gå på arbejde succesfuldt, have nydt en film succesfyldt, afkrævede en vis angst på den skala, thi angst er lig med action, forstås på den måde: det modsatte af angst er kedsomhed, som sagt i samme udsendelse om terror - voldsomt provokerende om du spørger mig, men: forstås: angst er en spiralbevægelse, en opadgående kurve, hvis klimaks er angsten som vi kender den når vi har følt den på de forkerte tidspunkter, når kroppen udløser al denne adrenalin uden nødvendighed, jeg mener: i spændingsfilmens klimaks, de sidste scener hvor helten gemmer sig for skurken, slås med hón, gemmer sig fra hón, løber fra hón, kulminationen af vores spænding idet vi følger med, identificeret med positionen af helten, her er også tale om angst, der er ligeså meget tale om angst som når helten får traumatiserende flashbacks, vågner op svedende, rystende, stakkels, forskellen er at i den egentlige fare, det reelle filmens klimaks, er angsten nødsaget, behøvet, den er GOD, den er heltens VEN, sørgende for at helten ikke bare lægger sig og sover eller trisser forbi skurken dumdidum, men gemmer sig, løber på rette øjeblik, har sanserne skærpet, men er man oppe i dette FELT uden nogen bil at springe væk fra, en, på mange planer, SKURK AT SLÅS MED, får man det således, nej lad mig sige dette; forvandles angsten til skurken, og man er ladt uden hjælpeven, kroppen er ikke BEREDT på hvad den skal gøre med dette, hvis vi tænkte på angsten som en superkraft, en ild vi kunne kaste fra os, smadre vor fjende med, men som uden fjende, jeg mener; om man ikke afkastede den, blot stod med den: brændte én op. Det handler om vejrtrækningsøvelser, om ikke at lade tankerne rives med, på samme måde som at undgå sin orgasme, vil jeg tro, simpelthen holde igen, i angstens tilfælde: ikke hyperventilere, tænke roligt, rationelt. Endvidere i førstnævnte læsekilde, en gammel teoretisk bog, Alt om forelskelse og kærlighed, stod der, i forbindelse med døden og kærlighed etc., at det er derfor vi, når døden truer, mærker vor kærlighed, vor værdsættelse til fulde, at i trummerum er den sporadisk og mere eller mindre fjern, lagret i vor tanker med alt andet tankestof, men i angsten, når vi TRUES af IKKE-VÆREN ønsker vi fortsat at VÆRE og vi ønsker vor elskede til fortsat AT VÆRE, dette ønske i sin højspænding, som kærligheden i sin KOMPRIMEREDE form ligesom angst er anti-søvn i sin KOMPRIMEREDE form, danger danger high voltage/when we touch/when we kiss, nej jeg tænker på David Bowie, Five Years, fraserne inden outro

Think I saw you in an ice-cream palour/drinking milkshakes cold and long/smiling and waving and looking so fine/don’t thing you knew you were in this song

And it was cold and it rained/so I felt like an actor/and I thought of Ma/and I wanted to get back there

Your face/your race/the way that you talk/I kiss you/you’re beautiful/I want you to walk

I want you to walk, to go on living, du der nyder milkshakes midt I dommedagens kaos. Og mit post-oversvømmede boligområde får mig til at tænke på klodens død og det gir mig lyst til at se det flotte bud på den i Melancholia, det æstetiske brag af en gennemlevelse af et eksempel på gruopvækkende sceneri, jævnfør tendensen til at opsøge angst, min undren hvad det angår; jeg tænker på din anoreksi, om det var et, som det er velkendt, forsøg på kontrol, om det (at opsøge angstvækkelse) er en misforstået tagen tyren ved hornene, gå det farlige i møde, og frem for at slås med det (idet det ikke er), piner sig selv i limboen af en angst, og når det kommer til anoreksien: hyperfokuserer på denne ene valgte fare, at blive tyk, og på den måde, ved at sulte sig, erstatter de tusind potentielle farer med én reel. Når jeg betragter Melancholia som en for verden; vidunderlig film, er det fordi den, som jeg oplevede det, lader én gennemleve dette ultimativt håbløse scenarium med fantastisk æstetik, det har en, vil jeg påstå, angstafmonterende accept-effekt, på næsten linje med at blive filmet under fremlæggelse og bagefter se og indse, at så slemt var det heller ikke, ingen af dem man ser det med mens man frygter for sin skammeligt ukontrolleret, uperfekte og nu arkiverede fremtoning – selvfølgeligt: ikke hader én, thi det er der ingen grund til. Ligesom der ingen grund er til at frygte alt andet ikke værende mere sandsynligt end det var før man blev opmærksomgjort på dette hvad end dette måtte være, fedme eller – nu er det vist ikke egentlig fedme, jeg mener frygten for at rammes af dette, anoreksi udspringer af, men snarere faren for uperfektion, dette onde faktum af et livsvilkår, ligesom død også er det. Jeg ved ikke hvordan man accepterer ikke at have kontrol, jeg prøvede engang et halvlangt frit fald og uforventeligt var det det mest ubehagelige jeg nogensinde har oplevet. Men det er noget vi må arbejde på, min ven; accepten. Jeg er stadig socialfobiker.

Hvordan går det? Vil du med i biffen? Jeg tænker selvfølgelig på Melancholia, en eller anden hverdag klokken fx tyve.

Esther

min blogside er åben og så har jeg skrevet det her i nat åbenbart, lol

jeg er herre fuld og jeg kan ikke finde ud af at snakke med jin kone. Det er måske tastaturets skyhld.

Blødte igennem på socialrådgiverens stol. Jeg skiftede ellers bind netop inden jeg tog hjemmefra, men det vidste hun ikke om mig, hun vidste, at jeg havde bedt om at sedlen ikke beordrede "bad" hver dag, men fx. kun hver anden, og nu tænkte jeg på, om hun troede jeg havde blødt ned i det samme bind i dagevis og bare snydt mig til et rent udseende ved at skylle mit hår, og om hun i så fald sloges med sig selv for ikke at dømme mig eller ikke grine eller om troede jeg underdrev når jeg sagde jeg var konfus. Jeg grinede da jeg i aftes havde blødt på den hvide stol, det gjorde jeg, men den var heller ikke stofbetrækket, kunne nemt tørres af. Tak gud at jeg havde en lang jakke på og at den var sort, tak gud at jeg fandt en flaskebon til 14 kroner som gør at jeg med de samlede 10 kroner i mønter der lå på sofabordet, har råd til en pakke cigaretter, sikket overskud det forløste, nu er jeg ved at rydde totalt op og min kones rulleskøjter er kommet, så smukke 80'er, når rummet er pænt og gulvet tomt, vil jeg rulle rundt på det, gulvet, indtil hun kommer hjem <3

forældrene chiller i køkkenet, Julia beundrer barnet

Min kone er ved at læse 'Nærmest psykisk syg', O du skammens lange arm af et kvælertag, hvor kan jeg ikke komme over mig selv, holde op med at græmme mig. Ellers: Jeg har lidt ondt i hovedet, det smerter i det hele taget, det er menstruationen, den lille plageånd.

<3Vi har været på påske-turné, det ene ædegilde efter det andet, søde familier<3, tralala, nu: menstruationens trummerum. jeg ligger bare her.

som der står i Rosas fars genskrevet dagbog i Et ansigt til Emily

Happy days are here

TOP FEM DÅRLIGE ERFARINGER MED AT HOLDE FEST

1. komme til at forvente at festen bliver nøjagtigt som forestillet, deraf voldsom skuffelse bare fordi ingen danser/står i det forkerte rum og snakker/går tidligt hjem

2. glemme at holde øje med hvem der kommer (med hvilke venner), pludselig er det hele smadret og/eller stjålet og man står tilbage med ansvaret

3. Glemme at arrangere noget som helst, eventuelt en reaktion på erfaring 1, men så kommer gæsterne og man aner ikke hvad man skal stille op med dem

4. Have inviteret så alle har en eller to at følges med, af frygt for ingen har nogen at snakke med. Men så sidder der ti tomandsgrupper og snakker, og man ved ikke hvordan man skal navigere mellem dem. Så går ens yndlingsgæster før man nåede at snakke med dem

5. Overvældet af festens kaotiske potentiale --> drikke sig fuldere end alle gæsterne og en anden må påtage sig at agere vært og gæsterne har sagt pinlige ting til naboerne da de klagede eller lignende, mens man lå og ørlede og ikke fattede noget

Til Esther

Dude!! Hvor er det GODT at høre, du får noget TLC, noget tender, love’n’care. Du ved du om nogen fortjener det, at det er det jeg altid siger og har sagt. Alle her kender dit navn, jeg fortæller vidt og bredt, det bedste af det bedste menneske af en BFF. Vil du høre, hvilket vennepar jeg synes vi er, det er hvad jeg går og noterer, det her noterede jeg, mens jeg nippede til en piña colada, hehe piña colada

: Alan Shore & Denny Crane

Denny Crane! Det har at gøre med deres hengivne værdsættelse af deres venskab,
deres beundring af hinanden
Vi ku ligeså godt ryge pibe på en altan hver aften, som du ku sidde her og dele min drink med mig

Skål min ven! Gift dig ikke før jeg kommer hjem, vel, det ville være mit livs lykkeligste gestus, at være din best man

- Martha

LOVESONGS

Hun vokser i min hjerne som en blomst, det kilder

brev til Martha/KÆRESTEDIALOG

Kære Martha, jeg har fået en kæreste, hun har udtryksfulde øjne og blød hud. Jeg forelskede mig i hende første dag jeg mødte hende, da hun kom for at kigge på dit værelse, nu sover hun hos mig. På mig har jeg en lille notesbog hvorpå der står lovesongs som skrevet på et bånd, du ved; mixed tape. I den skriver jeg om hende, her fx en genskrevet dialog:
MIG
På et tidspunkt begyndte jeg at spørge min mor, hvorfor man ikke bare lavede nogle flere penge, de er vel menneskeproducerede. Vi har ikke penge nok, jamen så lav dog nogle flere så vi kan mætte de munde. Sandheden er at jeg stadig ikke forstår det, det er så dum jeg er.

ASTA
Må jeg ikke prøve din kjole, jeg vil gerne se hvor tyk jeg er.
MIG
Sukker med hoved og skuldre
ASTA
Nu da jeg ikke er indlagt længere, men færdig med anoreksien, har jeg brug for kontroltab, jeg har brug for det space en brandert udbyder, jeg forbinder kontrol med noget dårligt, overvågning, spørgsmål og evige spørgsmål, straf og evig straf, tallene på vægten. Nu handler dagene om uddannelse, fucking præstationsinstitution, så vil jeg fejre weekend, sådan er det modereret, jeg hverdagsdrikker ikke mere som jeg gjorde i gymnasiet.

MIG
Jeg føler mig forladt blandt fulde mennesker, jeg frygter katastrofe, det ansvar de smider fra sig tager jeg på mig, jeg venter ensomt på de bliver sig selv igen.
ASTA
Du var ellers fuld da du friede til mig -
MIG
Fnisende
Vi havde lige set en blotter –
ASTA
Drømmende
Himlen malet lyserød over himlen.
MIG
Jeg var ensom som teenager, jeg kunne ikke udfolde mig fordi jeg ikke havde nogen venner, jeg betragtede grædende de andres ungdom, deres fest og hængen ud. Min glæde var at danse til Kaomas Lambada, en discokugle min far havde foræret mig roterede i loftet. Jeg kunne også godt lide at læse.
Tænksom, tænder en cigaret
Hvis ikke jeg havde nydt at knalde kvarterets piger, lokke dem til far, mor og børn, fra jeg var omtrent syv til elleve, havde jeg betegnet mig aseksuel, jeg bliver mere opstemt af Baladinens surdoer, end af sex.
ASTA
Wow.
MIG
Jeg er ellers ikke opdraget moralsk, og jeg har ikke – så vidt jeg ved – haft særligt ubehagelige oplevelser ved sex, (jeg har kun ladet mig forsøgsvist kneppe af søde mænd af blide mænd), og jeg har ikke noget imod mandens køn eller mænd generelt, som netdoktor foreslår af årsager til Vaginisme.
ASTA
Jeg tror ikke på altings årsag, jeg vil modbevise denne indskrænkede idé om fuldstændig konsensus, ved at studere psykologi.
MIG
Jeg er forelsket i dig
ASTA
Jeg er så bange for du skal opdage jeg er ond
MIG
Jeg tror ikke på ondskab, det skal du vide om mig.
ASTA
Men du er så god
MIG
… kys mig
Vi kysser
Du er smuk.
ASTA
Nej.
MIG
Jo.
ASTA
Nej.
MIG
Gør det dig vred at du forsørger mig for tiden?
ASTA
Nej da. I was born to make you happy.

Glæder mig til du kommer hjem og gid du har det – dejligt.
Kh Esther

nu poster jeg hvad jeg indtil videre har skrevet om Asta og Esther, mine forelskede romankaraktere. Jeg har lidt angst i dag, en kulde i brystet

Esther og Astas første møde

Da hun hører det banke på går det op for hende, hun er nervøs, eller rettere, det går op for hende, at hun sveder under armene, hvorfor nervøsitet udbryder. Hun stikker hænderne ind i armhulerne - helt vådt! Der er ingen ærmer, hun er iført en såkaldt wifebeater i hvid, hun har gjort rent i dag. Hun løber lidt rundt om sig selv, hiver et håndklæde op fra vasketøjet og tørrer sig under armene, det efterlader fnug, hun ruller deodorant, sprayer deodorant, tager en trøje udenpå, skubber vinduet op, hiver luft ind. ”Esther?”, lyder det, og døren åbnes, Esther vender sig om og venter på prikkerne for øjnene forsvinder, hun tænker at hun må have et glas vand, og nu kan hun se, at Gertrud står i døren. ”Ja?”
- En Asta er her?
- Ah!
- Må hun komme ind eller hvad?
- Ja!
Esther stryger hånden over hovedet, for at lægge noget hår ned. Gertrud forsvinder fra døren og Astas ansigt træder i stedet. Hun har lyst hår, eller brunt hår, gyldenbrunt, måske, næsten til skuldrene, helt glat, og hun har fået vældigt med sol, kan man se, men hun har ingen fregner, og hendes læber er fine, gummiagtige. Hun træder frem, hej siger de, hej. Asta rækker hånden frem, smilende. ”Ja jeg er så Esther”, siger Esther da hun tager den fremstrakte hånd, og Asta nikker, mmm, hvem skulle hun ellers være. ”Øhm”, siger hun, Esther, og holder hænderne på hofterne, ”skal jeg lave noget kaffe eller etellerandet?”, og hendes hår ligger ikke ned, for det er elektrisk. Asta siger ”hvorfor ikke”, ved en trækken på skulderen og en trækken i ansigtet, Esther går forrest ud i køkkenet og tænder el-kedelen. Fra køkkenet er to døre, på det ene hænger kage-opskrifter, el-kedelen larmer. ”Det er værelset”, siger Esther og tager fat i døren uden kage-opskrifter, der til gengæld har lyseblå paneler. Asta går ind, Esther følger med, stiller sig i døråbningen. ”Det ser fint ud”, siger Asta, ”det tager jeg”.
- Nå, siger Esther, du skal ikke overveje noget?
- Hvad?
- Hvad? Jeg tror vandet er færdigt, jeg laver lige kaffen, bare kom ind til mig når du har kigget lidt, ik.
- Bruger du mælk, råber Esther, og indser de ikke har mere mælk.
- Næj, siger Asta lige bagved hende, på vej forbi, og Esther hopper i forskrækkelse, fordi hun troede hun stadig stod inde på værelset.
- Godt, for vi har ikke noget.
- Heh.
- Men vi har kardemomme.
- Putter man dét i?
- Det gør man i Arabien, står der bagpå. Altså bagpå kardemommen. ”Prøv selv hvordan det smager”.
- Jam så lad mig smage.
Hun drysser kardemomme i dem begge og de sætter sig ind ved bordet der er rundt, passende at spise ved.
- Mmm!, siger Asta, smagende på kaffen.
- Mmm?
- Mhm!
- Øh, lige et øjeblik.
Esther løbetrisser ud i gangen, Gertrud står og er på vej ud. Hendes hår er kort og krøllet og rødt.
- Hey, hvisker Esther, kommer du hjem senere?
- Jaja, eller er du på date?
- Hvad, nej mand, hun skal leje Marthas værelse.
- Aaaaaaah –
- Jaaaer!
De highfiver, Gertrud kigger i sin taske, om hun har sine ting.
- Fuck yes, min konto bliver glad.
Esther smiler, det er dejligt når hun formår at løsne spændinger, som er det eneste hun altid ønsker.
- Ses senere ik.
- Ja.

- Hey, jeg sku’ lige –
Asta står og studerer hendes bogreol, men nu vender hun sig og sætter sig igen, hun har nogle beigefarvede bukser på foldet op så de stumper og de har dejlige lommer, (synes Esther), hendes strømper er cremehvide, skoene røde, men dem har hun ikke på, de står i gangen. Sort T-shirt.
- 2500 om måneden?
- Ja.
- Super.
- …
- Så… hvad er reglerne herhjemme?
- Reglerne?
- Ja?
- Det ved jeg ikke. Skal vi lave nogen?
- Nå nej-nej, det var bare hvis…
- Jaeh, næeh…
Asta fniser. Esther også.
- Smager kaffen?
- Ja tak, siger Asta og griner. Esther rødmer, eller sådan føles det.
- Jeg har faktisk noget vin tilovers fra, siger Esther og peger med sin tommelfinger over sin skulder mod køkkenet, hvor vinen fra Gertruds fødselsdag står i et skab.
- Det lyder sgu godt, siger Asta, og Esther rejser sig straks og henter vin og glas og skænker vinen i glassene og så skåler de. Asta drikker sit glas ud, Esther skænker hende et nyt.
- Spiller du på den der?, siger hun, Asta, og nikker mod noget bag Esther og det er en guitar.
- Lidt.
- Smilende sushi?
- Smilende, nej.
- Nej? Er det ikke sådan noget, gehør?
- Nej det kan jeg ikke.
- Smilende sushi.
- Susi?!
- Nejnej, Smilende sushi, det’ en lebbet version, SUSHI gik rundt og smiled’ så stille, hun vidste jo godt hvad PIGERNE ville -
Det slår Esther hvor fantastisk fint et smil Asta har, og hendes øjne glimter ekstra nu, hun er vist lidt fuld, tænker Esther, og hun siger ikke noget til det med Smilende Sushi, blot:
- Jeg kan spille Volare?
- ?
- Med Dean Martin?
Da Asta stadig ser uforstående ud, giver Esther sig til at synge den, Cantare, åh-åh-åh-åh.
- AAH!
Esther rejser sig og henter guitaren. Hun sætter sig med guitaren og giver Asta resten af sin cigaret.
Så synger de Volare og så synger de Ode To My Family og så synger de White Rabbit og så synger de Paper Planes og den synger de 3 gange i træk fordi Asta hver gang den ender, klapper i hænderne og hepper I-GEN I-GEN, og så spiller Esther forfra og Asta synger glad med, med smilet og de glimtende øjne, ”All I wanna do is BANG BANG BANG BANG and-a – KATCHING! - take your money”.
- Nu bliver jeg helt drukfældig, siger Esther, mere vin?
- MER VIN!
- Yes mam, siger Esther og føler sig fuldere end hvad hun synes hun burde, da hun spankulerer ud efter mere vin. De har også nogle flaskeøl, ser hun, dem tager hun også med ind.
Asta sidder og forsøger sig med guitaren, mislyden skurrer i ørerne, ”HA-HA DET LYDER DÅRLIGT”, griner hun og giver den et klap, hun rejser sig op og Esther forbavses af pludselig at stå så tæt, taber to flaskeøl. Asta skynder sig at tage noget af det hun har i hænderne og stille det på bordet og før Esther når at gøre noget ved øllen og skårene på gulvet, siger Asta, at hun godt kunne tænke sig at kysse hende, men hun ved ikke om hun er fuld nok. Esther bliver helt perpleks, det kan hun ikke huske nogen har sagt til hende før, hun holder fatningen og lyder blot lidt genert, da hun siger, at ”det må du lidt godt”.
Det skal være nye tider, det var det Esther tænkte da hun oprettede profilen, eller nærmere da hun valgte ’date’ frem for ’et forhold’, ’venner’ eller ’ikke noget’, og med det, nye tider, mente hun, at hun ville, som man siger: ha det sjovt. Med jo flere og des mere useriøst, jo bedre, hun ville tilegne sig årenes forsømte erfaring, lade hendes krop være del af verden, en art crowdsurf, ja, crowdsurfe henover lebberne for til sidst at danse med og iblandt dem. Hun så montagen for sig, et eller andet kækt nummer, la-la-la, Esther telefonerer med den ene, spiser med den anden, danser, drikker en cocktail, en kaffe, går sågar i svømmehallen, spiller paintball, kører i rutsjebane, komisk akavethed forekommer, og noget sexet og noget kedeligt, pinligt, det hele, men Asta, psykopatter, dét havde hun ikke forudset, ikke engang havde hun betragtet hende som en del af dette, overhovedet ikke, nærmere en venskabelig bonus, en potentiel partner in crime, og det kommer bag på hende at hun nu vil kysse hende og hvor godt hun dufter af druer eller hvad er det, men hun springer ud i det, nyt som det hele føles og ufarlig som Asta synes, og klokken 02:14 da Gertrud kommer hjem, er de lige blevet færdige med at knalde, de blev færdige ved at Asta sagde: ”Nej, nej ikke mere, min nuki kan ik mere” og de udstødte en latter med knap åbne øjne og så blev der stille som om de skulle sove. Men Asta satte sig op, hendes øjne kørte lidt rundt i hovedet på hende og hun havde stadig en strømpe på, ”har du knaldet med mange mænd”, spurgte hun, og Esther vidste ikke hvad hun skulle svare, ”Næh”, sagde hun.
”Knalder de sådan her”, sagde hun kækt og rullede op ovenpå Esther ”ÅH-ÅH-ÅH” og de grinede igen som om det var morgen i et lykkeligt ægteskab, og 02:20 hører Esther noget klirre i køkkenet, hvorfor hun tysser helt vildt og rejser sig og tager en dyne om sig, hvisker ”øjeblik” og åbner døren og går ud i køkkenet.
Gertrud fumler med nogle cornflakes.
- Hey, hvisker Esther og hun ved ikke hvorfor hun hvisker, har du været i byen, skal vi drikke lidt sprut?
Gertrud ser op og ned af hende.
- Er du nøgen?
- Ssh ja altså vi har drukket lidt meget –
- Jesus kristus, hun skal altså bo hos os –
- Jaja, det er altså ikke tit jeg scorer vel
- Nej nåm fedt nok, men skal du ikke tilbage til hende så?
- Nejnej kom lad os, har vi ikke en vodka?
Hun tager Gertrud i hånden og lister hen til sin dør med hende efter sig, hun stikker hovedet ind af døren. Asta sidder på gulvet med dyne om sig og med lukkede øjne.
- Asta?
Hun løfter hovedet uden at åbne øjnene, til gengæld: et lysende smil.
- Gertrud kommer lige ind, ikke?
- Ja!
Hun skubber Gertrud ind foran sig og løber ud efter vodkaen, vender tilbage med flasken i hånden. Månen skinner ind, de sidder i det skær, de sidder i skrædderstilling på gulvet, de ku ligeså godt sidde udendørs, være på camping. Asta ryger en cigaret stadig med lukkede øjne, bort set fra en gang i mellem hvor hun ligesom spærrer dem op, smilende. Gertrud har fortalt: hun havde en udmærket aften, den tilfredsstillende part: mange gratis fadøl. Hun rækker vodkaen videre til Esther, som tager en stor slurk før hun vender sig mod Asta.
- Psykopatter?
- Noo arg lad være at kalde mig det.
- Ha ha ha ha.
- Hva –
- Det er hendes profilnavn.
- Jeg lavede det sådan da jeg var femten eller noget.
- Kender du egentlig Point?
- Åh, don’t mention her.
Gertrud tager vodkaen.
- Jeg har kun, siger Esther og klør sig i øjet, mødt én derinde fra, eller det vil sige, telefoneret med.
- Nå det var hende der, hahahahah
- Hvad?
- Ajm hun var helt fucked, jeg spurgte hvad hun lavede, så sagde hun Jeg arbejder i hjemmeplejen ing, så deet. Nå, er du sådan SOSU, prøvede jeg at spørge, så sagde hun, Nej jeg er køkkenmedhjælper ing, så jeg arbejder i køkkenet ing, så deet. Så blev hun ved med at spørge til hvordan jeg så ud, mens jeg prøvede at få nogle interesser ud af hende, hvilket ikke kunne lade sig gøre, så prøvede jeg, nåmen; hvordan ser du ud? Og hendes svar, SERIØST, var følgende:
1, 62 høj. Buttet. Smuk.
- I er søde, siger Asta, da de er færdige med at grine, må jeg hænge ud her for evigt.
- Ja.
Esther kigger på hende mens hun sidder der med lukkede øjne, og får en følelse af, at hun elsker hende på forhånd, at uanset hvordan hendes persona viser sig, vil hun elske og omfavne hende, det føles meget mærkeligt og romantisk, hun lægger end ikke mærke til stilheden.
- Nå – piger! Nu går jeg ind i seng.
- Ok.
Gertrud kysser Esther på panden og roder lidt i Astas hår.
- Ka’ I sove godt.
- Også dig.
De vinker. Esther elsker hendes troldede udseende.
- Vil du med op i seng?
Asta sov næsten allerede, Esther hjælper hende op og de lægger sig sammen i sengen og Asta beundrer tapetet med hvad den ene væg er tapetseret.
- Det er Martha, siger Esther, øhm hende der har det værelse du lejer, hun kan sådan noget.
- Tapetsere?
- Ja, og finde seje ting. Kan du sove hvis jeg sætter noget musik på?
- Mmm.
Hun sætter Trille på. Ham Gud han er eddermanme svær at få smidt ud.
Og dagen efter er klokken tretten før Esther vågner. Hun går ud og tisser og videre ud i køkkenet for at vaske hænder. Gertrud hører radio og er glad i forklæde.
- Vil du have kaffe?
- Ja. En til Asta også, måske.
- Jepse. (Hun hælder op), er I også sultne?
- Jae, vi er knap nok oppe.
Inde på værelset sidder Asta op, håret dækkende det meste af sit ansigt. Esther kommer ind idet hun gaber og strækker sig. Esther rækker hende kaffen. Asta sidder i modlys, det skinner om hende som en glorie. Asta bliver i hullahop og spørger om de ikke skal høre Shakira og så om de ikke skal høre Losing my Religion. Hun griner ind imellem sin syngen med. Esther synes det er et sjovt musikvalg. Gertrud banker på og kommer ind med en bakke mønstreret med kaniner, på bakken er møllehjul, to underdele, to overdele, det ryger stadig fra dem, de har været i ovnen, ellers: ost, ketchup, pølser, bacon.
- NEJJJJJJJJJJ.
- Så’ der mad.
- Vil du have mit svinekød?
- Du spiser ikke kød?
- Nej, jeg prøver at være vegetar.
- Nå pyt med det. Gertrud tager tallerkenen med ud i køkkenet og tager pølser og bacon fra, er der andet jeg kan byde dig?
- Nejnej, brød og ost, mmmmmmmm.
Da de har spist tager Asta overtøj på, Esther gør det samme, de følges ud til bussen, de siger ikke noget, vejret er mildt, Esther når ikke at tage sine cigaretter op før hendes bus kommer, Asta vender sig mod hende, ”Nu kysser jeg dig lige”, siger hun, og gør som sagt. Esther vinker til bussen da den kører væk, en lille pige med bøllehat vinker igen.

LOVESONGS

Vi kalder den flagrefisse
Jeg kalder den flappen for sådan er den og helt krøllet
Mens hendes de fine linjer
Er pakket
Helt ind
Vi ønsker os hinandens

Astas dagbog irl

Sabbat er slut, slut, slut
10. juni,
Festen er queer, queer, queer!
Esther & magisk enhjørningeballon, glimmer på brysterne. Sms: ”Årh, ingen kollaps, vi danser til Edith Piaf”
NYHAVN: at fejre weekend i det samme outfit.
Pandehårspanik, forfærdeligt forfængelig
------------
Una mujer al borde de un ataque de nervios
12. juni – stegt/smørristet/eksploded
:Polygonområder, substitutionsmetoden, slidebensdiagrammer??
Great company hvis turboterpertårer tænder.
Heldigvis vil jeg aldrig lære at give et blowjob (<3 vulva <3)
Men jeg vil gerne lære: matematik B – pensum, altså bevisførelse, og at være mindre påvirket/hæmmet.
Måske ved jeg mere end jeg tror. Y = ax+b
----------------------

29.juli – hot, sweet-and-sour – elsker asiatisk mad.
Hvis der var ingen i morgen, ville jeg ende
- dødsangst.
Sigrid har fået nipplepiercing. Sigrid hader København. Jeg tænker,*Esther, Esther, Esther, vulva, Esther.*
Some give affection cozy as a pillow, quietly, full of expectations, as generous as the lottery.

Le vin est tiré – il faut le boire!!
-------------------------------

11. september (mayday)
Rusnus! Psykolotionen ”bombing for peace is like fucking for virginity”
Esther + Asta = enhed! Mine dage er homogene med Esther, kærestekedeligdom, tjuhu!
--------------------------------------
Socialt stum pga. nus, thai-curry
Psykopromillegilde x 4 døgn. Diagnosehøvdingebold for evigt.
And time stood still: uden Esther.
“A sunrise has no stage fright” – heller ikke mig, når jeg spiller luftguitar på shots!
”Har altid vidst, jeg ik var helt normal
for når de andre var ignoranter,
tolkede jeg deres tanker ”
Backstabbende hønsegårdsmøgfissegen. Jeg er nærsynet, jeg bliver ked når folk insinuerer at jeg er nærig, jeg ligefrem græd, og fucking, fucking donnez-moi lydisolerede vakuumrum! (undskyld Gertrud)
Øl
&
luftguitar
& øl
…
------------------------------------------------
Like a faiding rainbow
Den whatever – juhunu – ca. 15. september
Helles Angels!
Udspionerende dag: “JEG HAR ALDRIG SET PIA K FØR, HAR I??? ufrivilligt overhørt af dame, troede hun syntes jeg var åndsbolle, indtil hun triptrappende returnerede: ”Jeg er også nysgerrig, det er også første gang jeg ser hende live”.
Dagens naive tanke: Jenny Wilson ved hvem jeg er.
Esther er sød sambatromme-kæreste, bummelum, og nu går våren gennem nyhavn. Vi lever cup-cake tilværelse
------------------------------------------------------
25. september
Clittails! Fest på Fyn, nøgenbadning i fuldepøl, woo bryster.
Alle i familien approver of gayness. Mormor ligefrem ”fornam at hun var til piger”. WTF
Min far vil møde hende,
vi skal i tivoli

Mor har vasket mit tøj
Jeg er tydeligt afhængig af mit forelskelsesobjekt, præabstinenserne udarter sig som følgende: distræthed. Da jeg havde kysset hende farvel, spurgte en dame mig, ”does this train go to the airport?”
”Yes, yes”. I toget, glemt alt om det, får jeg dårlig samvittighed, da damen er on the edge of tears ved togstewards korrekte info: ”dette tog kører til Fyn & Jylland” :(
Vi drømmer om et lesbos-bryllup. Trolovet? Det tror jeg nok vi tør!! Ræve og rabbit –ringe. Vores kroniske postsexhår er flot (uglet ugle)
---------------------------------------------------------
Biokavalkade og vi deler undertøj
Oktober
Sensuelle dage, men hvorfor synkroniserer vor menstruation ikke? Splatkat.
Esther havde en sort cocktailkjole på, lang rygudskæring, glimmerguldjakke – kæk dame i gadedøren: ”Skal I i teatret?”
Vi sku bare spise buffet.
Før vi sover, læser vi højt for hinanden.
---------------------------------------------------------------

Efterårsferie ~alors, on danse

A treat! Veggie-buffet & far & Esther møder hinanden. Vi farver Esthers totter blege & blå & vin rouge
To be lovesick, to be everywhere à Berlin! ”men kan kærligheden holde i nye omgivelser” –T.V.-influeret.
Min far er kliché: ”Da Asta var 9 år, spurgte hun, ja så spurgte du farmor: men når farfar og dig har hver jeres rum – hvordan boller I så?”
(”så besøger vi bare hinanden”)

Ellers har vi oprettet NEMID og læst min gamle journal.

-------------------------------------------------------------------------------------
1. ”du formulerer dig meget komplekst”
2. ”meningen bliver uklar qua fremmedord”
3. ”Du prøver for meget”
20. december Showdown, konstant korrektur, tvivl;
Lebbelands m2
Bruger på girlfriend: ”Du er tomme kalorier, Ingen indhold, svær at fordøje” HVEM FUCK RINGEDE DIG OP
Forbliver skriftstum, tør intet, ikke engang dagbog nu
-------------------------------------------------------------------------------
Veludviklet vokabular = pest
Ligeså penge
December
Symbiosen et genstandsfelt for megen disput og jeg snaver vanevoldtagende.
Dagen er so-so. Sexede Esther ud i semiangstoplevelse; føler mig egolego & decideret ond, men heldigvis tror min kone ikke på ondskab.
Pinligt sur når maven er tom (”der er intet der fungerer i det her hjem”). Interdependent
Jeg får præstationsangst af posten, og jeg tør ikke svare farmor pga dramatisk, dissekerende tema & tone.
”Du er kun interessant på skrift”. ”Nu er du prætentiøs”. Det bliver ved.
Esther den eneste superlativt alt muligt
Jeg kan ikke tackle mig selv ved kritik: gør det til min eksistens at modbevise, men tvivler fortsat
Jeg gnaver i kødet på mine fingerspidser
Jeg er stadig vegetar
---------------------------------------------------------------------------------
Selvevalueringsinstrument – fucked
December – bell jar – dobbeltdyne ønskes
Suppedas, glasnudler.
Forudsigelig madfærd, selvovervågende adfærd intensiveres, når omverden kommenterer tendenspunkt. Anorexia Nerviosa, bruger mad til at kontrollere mig selv og andre
STOP.
Skal lade være at spise Esther af med: ”så bliver det et langt ægteskab”.
I solemnly swear, at jeg ikke kysser random piger – og slet ikke ikke-randomme. Ingen Diego Rivera her.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Post jul – sol!
Kone ler i søvne og vi har fået tusind sengetøj.
Jeg masserer Esthers røv, Esther masserer min, hi hi, juleaften skænkedes kirsebærvin, jeg fik en lille skid på <3 Resulterede i sjov dansen om juletræet + fniser stadig ved ”ikke rør ved den rosin”. Esther kalder mig en lille dreng.

In the future when all is well
------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Pussypain ved Burger King!
16. januar
Jeg iklædte mig dagen
Ghost World kom med posten. I dag gik jeg med min mor på strøget og udpegede diverse, ”her dansede vi vals” osv.
Så købte jeg en dyr jordbærtærte
Min kone spiller scrabble på spansk og vil lebbeløbe !Ayúdame! wordfeudfuck
Jeg savner hende allerede, mutti

Hvordan Esther stiftede bekendtskab med forløsende samtale

Da jeg var fjorten år, døde min jævnaldrende bekendte eller veninde, jeg ved ikke, hun var min sommerhusven, min fars vens datter, RICHARD, som vi udtalte dansk.
Da vi var tolv lignede hun en på atten
Det gjorde hun vel for
på Lefkas, på hotellets rustikke gårdhaves bar
i den tunge aftenvarme
sagde bartenderen: you have to be eighteen to have rom in your coke
Men jeg sagde: I am twelve, she is twelve, you just gave her a drink, I want my drink.
Jeg fik min drink.
Bagefter gik jeg hen og købte cigaretter i et supermarked
Det var et spontankøb, egentlig skulle jeg bare ha tandpasta til min far
Så sagde jeg til min far: hvornår må jeg begynde at ryge?
Ryge?, sagde han. Det ved jeg ikke – i morgen!
Dagen efter besteg vi et mindre bjerg, om aftenen hjemme åbnede jeg pakken.
Siddende i krøllet røg svævende i vejret, flot gråt, jeg ku lide lugten af tobak, jeg ku ik så godt finde ud af at ryge, efterladenskaber af halvt røgede cigaretter overalt, perpleks skrevet i panden på min far, perpleks sprunget i fjæset på min far, før han lukkede døren bag sig, udbrød: er du begyndt at RYGE!?
- Jamen du sagde jeg måtte fra i dag.
- Jeg troede da ikke, du ville GØRE det.
Hvorfor skulle jeg ellers spørge.
På Idas skole røg man ikke på hendes klassetrin, til gengæld lavede drengene graffiti og man drak rom. Det lå hun på sengen og fortalte mig om, mens jeg spændte sandalerne ind. Vi læste gyserhistorier inden sengetid, det var ikke så smart for jeg kunne aldrig sove, men hun havde det så sjovt med det
Hun kunne godt lide persille og slikskåle og lydbøger, hun havde helt hvidt hår, hun var meget meget høj.
Hun tændte stearinlys og satte vækkeur til klokken 24,
når det ringede, efter hun havde sovet et par timer, stod hun op og kom fede af hvidløg i et net, nettet bandt hun om tællelyset, det dinglede under. Nu jager vi vampyrerne væk, sagde hun.
Den var overvældende stor, bisættelsen, hele efterskolen er her, tænkte jeg, for de var der da hun blev smittet, det var en rejse til Tjekkiet, meningitis, hun lå i koma i to uger, hendes lig fragtedes til Danmark.
De gik ned ad kirkegulvet, hendes forældre, helt opløste i ansigterne, ligesom slæbende fødderne og sig selv henover gulvet, Richard knugede krukken til sig, moderen hulkede bag ham, jeg tilsluttede mig grædekoret, også pga. violinen i De Fire Årstider.
Vi skal lige herind, sagde min far, og gennede mig ind på en lille bar.
- Vil du også have en øl.
- Nej tak.
Det var også for meget med det udprintede billede vi fik stukket i hånden, FARVEL stod der over et billede af Ida smile helt vildt i live, hovedet på skrå, små krøller i lokkerne. Hendes mor kom rendende hen til mig, jeg havde en blå strikvest på, ”Hej Esther, helt vildt pænt af dig at komme, Esther, virkelig, det er vi glade for, det er vi glade for, og dig, hej Helge, hej Esther, kan du huske, Esther, dengang du faldt i dammen i vores have, hva Esther, kan du det, ned i alle guldfiskene, åhå så måtte du låne af mit tøj fordi alt Idas var til vask, jeg havde også sagt det var farligt at hoppe rundt på de glatte sten, men I gjorde det alligevel, og så faldt du i vandet, ha ha, det var sommer, kan du huske det Esther, kan du huske dét”. Jeg havde nikket hele tiden, men hun blev ved, rablede af sig med sit rystende lille legeme, og først da min far aede hende på kinden med sin krogede pegefinger, ligesom han plejede at gøre på mig, var hun rolig et øjeblik, før hun løb videre.
Mandagen derpå til konfirmationsforberedelse: præsten spørger, hvad vi har lavet i weekenden. Nogle rækker hænderne op, har været i tivoli, har spillet fodbold, besøgt bedsteforældre, været til begravelse. Det kom bag på mig, den måde hun dvælede ved min weekendens aktivitet, var det en du var meget nær, spurgte hun, narj nej, kendte hende ikke så godt, sagde jeg, fars vens datter. Jeg tænkte ikke over dramatikken ved en død datter.
Hun kom hen til mig bagefter, præsten, jeg var længe om at samle mine bøger. Hun ville høre hvordan jeg havde det.
- Meget fint, det var jo ikke min bedste ven eller noget.
- Nej men derfor kan det jo godt tage hårdt på én.
Så klar en forskel det gjorde at snakke med den præst i to sekunder.

ALT OM FORELSKELSE OG KÆRLIGHED

(resumé af Innamoramento e Amore)

Forelskelse er ikke blot en grille, dog heller ikke noget ufatteligt, guddommeligt, djævelsk; forelskelse er som en åbenbaring, hos den elskede anes konturerne af alverdens potentielle lykke, den elskede værdiens inkarnation, idet den indtræder idet man indtræder: udbrudsstadiet af en omvæltning, en kollektiv bevægelse bestående af to personer, hvad der adskiller dette forelskelsens fænomen fra store, historiske, kollektive bevægelser – 1 individ + 1 individ udgørende fuldtal. Kun inden for parret er individet i sin absolutte egenart og uforlignelighed uundværlig, og kan ikke erstattes af nogen anden, kun inden for PARRET, er individet den objektive betingelse for kollektivets eksistens.

Vi bliver aldrig trætte af at genfinde vor elskede. Vi elsker alt hos hön, endog kroppens indre, leveren, lungerne. Kønsakten et ønske om at være inde i den andens krop, leve der og blive oplevet af den anden i sammensmeltning. Nok er det legemligt, men også omfattende ømhed for den elskedes svage punkter, höns naivitet, fejl, ufuldkommenheder, et sår kan det lykkes os at elske, transfigureret af denne ømhed.
Den elskede, bliver en som ikke kan erstattes af nogen anden, den elskede bliver den eneste ene.
Den elskede besidder noget ganske særligt, noget vi altid har savnet, noget som er blevet åbenbaret for os gennem hön, og som vi – uden hön – aldrig ville kunne finde igen. Ofte kan vi udpege en bestemt detalje, hænderne, brystets form, en bestemt måde at stå eller gå på, stemmen, et eller andet vilkårligt, som kendetegner, symboliserer den andens anderledeshed og enestående karakter.
Dette er ”tegnet”, ”karismaen”. Eros, den ekstraordinære seksualitet, er monogam!

Det rene og fuldkomne erosobjekt viser sig, den ikke-ambivalente genstand, en organisk del af os selv, som forener pligt og nydelse, og hvori enhver form for fremmedgørelse ophæves (ved udbruddet) - (Det er faktisk en) genfødsel - Døren til væren: ønsket om det absolut gode - Tidsdimensionen er NUET.

Glæden ved denne kærlighed gør én sød og rar og god.

Og al fortidigt omformes, accepteres.

Forelskelsesforholdet er en proces; den elskede et empirisk og et idealt væsen.
Det er et projekt, samlivet en institution, dette er udviklingshistorien.

Forelskelse er søgen efter en mening med tilværelsen, efter egen dybeste autenticitet, takket være dialogen med hön, bestræber vi os på fuldt ud at være os selv.
Det er den depressive overbelastning der går forud for alle bevægelser inklusive forelskelsen.
Kærligheden er en grundlæggelse af et nyt fællesskab, et nyt lykkeligt samliv af et liv, et fuldstændigt uskyldigt projekt, som alle burde kunne identificere sig med. Omgivelsernes reaktion however, fornægter dette håb om harmoni og forlanger at der foretages et valg: enten dette eller hint. Forelskelsens historie bliver historien om ikke at ville vælge, og at lære at vælge. Alle bevægelser kommer ud for et dilemma, enhver forelskelse møder dilemmaet.
Man kan ikke bryde loven uden at forulempe de mennesker, der legemliggør den; det er det der er dilemmaet – dilemmaet, som altid dukker op og tvinger forelskelsen til at give afkald på sin uskyldighed.
Vi forsvarer os
Vi beskytter af alle kræfter vort ideal ved at skjule ’problemet’ (hvadend dette er). Bevarer, hvis nødvendigt, ideal-billedet via depression og projektion.

Hverdagslivets to poler er ro og skuffelse, forelskelsens ekstase og pine. [i]Kedsomhedens antonym angst.

Pagtens to elementer: 1) kan pålægges gennem viljesakt, 2) giver kun mening qua sin spontanitet.
Autencitet er vigtigere end forstillelse, jeg kan ikke lyve. Da jeg indgik den pagt, forpligtede jeg mig ikke til at lyve. Vi sætter konstante prøver, prøver vi sætter vores elskede på og som vi finder os sat på, os som individ såvel som os som par, vi vil være sikre på om vi elsker eller ej, det er ikke at vi tester endsige bevidst opstiller prøver, blot vil vi lære sandheden at kende. I den gengældte forelskelse siger vi, og den anden, ja og ja, igen og igen.

Det bliver en mangfoldighed af tegn, vi aflæser og tyder, elsker, elsker ikke, vi tilpasser adfærd, tæmmer vor elskede, denne den personificerede livets vorden, vi er angste for at give os hen uden garanti for gensidighed om end dette ikke er muligt, hvorfor tillid forudsætter forelskelsens oprigtighed og vedblivenhed, og når hön er ufarlig og vi trygge, begynder vi at kede os – det mest afforelskende, er hverdagens trivielle gentagende gammelkendte - og vi betragter höns kejtede forsøg på at behage, med hverdagens kolde, klare blik, eller hön os. (Gensidigheds)prøven er
– en kamp
(At den foregår inden for kærlighedens regi, bør ikke narre os)
– et paradoks

:Man når lettere kærligheden, når de elskende befinder sig i en rimelig lige situation, når begge har få bånd (som de unge og teenagerne), eller begge allerede har overrevet mange bånd. Samtidig er forelskelsen i dette tilfælde mindre intens, fordi dens revolutionære opgave er mindre;

Forelskelse er, som ethvert udbrudsstadium, en udforskning af det mulige.
(Der optræder ingen kaj at lægge til ved, ingen feststemt havn.)

;Forelskelse får næring af spændingen der ligger i, at noget forskelligt skal forenes.

Med andre ord disse risici: man revolutionerer ikke meget, vender tilbage til hverdagen som den kedede os, eller foreneligheden mislykkes, og livsprojekterne kolliderer

– vi oplever – i værste fald

1. afforelskelse: vi er frie af forelskelsen.
2. forsteningen: vi har tabt vores kærlighedsobjekt, vi er tilbage til skinverdenen; intet har værdi, intet nogen mening længere. Det er savnet, den nostalgiske længsel efter en tabt realitet.

Med pardannelsens betingelse (Vi vil gerne have lov til at føle os som et mål i os selv. Vi vil opleves som enestående, usædvanlige og uundværlige af en som selv er enestående, usædvanlig og uundværlig. Derfor er forelskelsen monogam og kan ikke være andet end monogam. De særegenheder findes hos hön og kun hön og ikke hos noget andet menneske i verden. Hvert eneste menneske er forskelligt fra alle andre, og vi ved det, men det er kun i forelskelsen at den urokkelige individualitet bliver opfanget og fuldstændig påskønnet) in mente, forklares fænomenet: jalousi.
Jalousien optræder som en opdagelse af, at den vi elsker føler sig tiltrukket, lader sig charmere af noget, jeg ikke har, men som en anden til gengæld har. Jalousi er at opdage, at den elskede for at få sine ønsker opfyldt er afhængig af noget, som en anden og ikke vi har. Forelskelsen bliver invaderet af noget udefrakommende. Af samme grund eksisterer der ikke jalousi i en gensidig forelskelse, idet der simpelthen ikke kan være noget uden for den, der er i stand til at øve en tiltrækning af denne art. Verden udenfor er kontingent, og det kontingente kan ikke overskygge det reale, det flygtige kan ikke overskygge væren. Hvis der dukker jalousi op under forelskelsen, betyder det, at den ene af de elskende i virkeligheden ikke har lyst til at forelske sig eller ikke er forelsket, eller - hvis jalousien er ubegrundet – den er tegn på angst. Så er det os, ikke hön, der drager sammenligninger med verden, os, ikke hön, der godtager det ikke-værdifulde, det kontingente som værdikriterium, bum!

Hvad er der mere at sige? Døden er ikke-væren som potentiel kraft, det er derfor vi indser hvad vi værdsætter ved dens nærvær, og det er muligt at være ensidigt forelsket, endda er det denne måde hvorved forelskelsen nemmest varer ved, varer evigt, om kærlighedsobjektet uden at sige nej, aldrig bekræfter, kan projektet fortsætte i fantasien. Det er også muligt for de gensidigt elskende, kærlighedsforholdet, at i årevis bevare forelskelsens friskhed, ja det findes.
Har man med held omvæltet hverdagslivet, kan kærligheden udfoldes, livet værende vedblivende aktivt, fornyende, begivenhedsrigt, interessant, etc.
Alle søger vi den ydre aktive rejse, fordi det nu engang er den der tilfredsstiller vort brændende ønske om at lave livet om, sådan som udbrudsstadiet kræver det. Det har karakter af ”ferie”, kærkommen afbrydelse af hverdagen, men gerne skulle det øve indflydelse på dagligdagen, iværksætte reelle livsalternativer. Jf. ”ferie”, heraf: bryllupsrejsen; institutionens færdigsyede løsning, der kanaliserer kræfterne i den ønskede retning.
Den ydre rejse? Den er kun anledningen, redskabet til gennemførelsen af kontant indre rejse; nøjagtigt som den indre rejse hele tiden er et incitament til den ydre rejse. I en sådan situation, de med succes elskende, genudbryder udbrudsstadiet og vi er stadig forelskede, dvs. vi genforelsker os og genføder lidenskaben, this is the first day of my life.

DESUDEN

Det er ikke muligt ved viljesakt at af-forelske sig, men det er muligt ved en viljesakt at undgå at forelske sig – vi tiltrækkes af udbrudsstadiet, fordi det udgør vestens drøm. Det orientalske alternativ: ars erotica. Den erotiske kunst udnytter også den individuelle dragning, de præferencer den enkelte har, men afviser totalt at man binder sig til ét enkelt menneske. Historisk er denne erotiske viden opstået i haremmerne, i de religiøse gruppers seksuelle kommunisme eller i den religiøse prostitution. Denne erotik har aldrig foregivet at ligge til grund for ægteskabet og dermed for familien - Seksualiteten skilles ud fra ægteskabet, ud fra lidenskaben, alliancen med ét enkelt mennekse. I vesten er udviklingen derimod gået i stik modsat retning: den lidenskabelige eros har samlet seksualitet, alliance, ægteskab, formering under sit regi. Kun vesten, har søgt at gennemføre monogamiet, har opstillet dette som ideal. Kun i vesten er man på et vist tidspunkt gået så vidt som til at lægge parrets, familiens stabilitet, kriterierne for artens fortsættelse, i hænderne på forelskelsen.
Nostalgisk savn, en hjertens smerte af en vesterlandsk sygdom.

SLUT
[i] Hørt i en udsendelse om terror, ikke læst i innamoramento e amore