ALL I NEED IS SOME SUNSHINE

Savner at skrive. Skriver ikke for tiden. Genopdager Timber Timbre. Dvs. er kommet i tanke om Timber Timbre, at det var musik jeg ville tjekke ud, det er melankolsk lækkert, jeg kigger ud af mit vindue på nogle træer desværre uden blade, jeg kigger ikke på skærmen ved disse noter, overvejer at forsøgsvis skrive også uden at kigge på dokumentet, det er heller ikke godt at glo ind i en skærm hele dagen, det trykker i øjnene. Glemte alligevel aftale hos socialrådgiver-Lotte idag, det er satans irriterende at det er ligeså svært at kigge i sin kalender hvad det var man sku, som det er at holde et rum opryddet. Når homoflaget blafrer i øjenkrogen tror jeg det er en due eller en arm rækkende op, omg det her Timber Timbre er godt, undskyld jeg siger det. Jeg er begyndt på det der Spotify, det var Julia, der sagde, stedet var behjælpeligt med musikopdagelse. Det har jeg aldrig været god til, musikopdagelse. Jeg er rimelig forelsket i mine omgivelser for tiden, og alle mine børn får venner, havde jeg nær skrevet, selvfølgelig; alle mine venner får børn, dvs. 1 af dem. Jeg har spurgt videnskab.dk om det i fremtiden vil være muligvis realistisk at være biologisk samkønnede forældre, jeg mener, ku man ikke mutere æggene eller noget

Desire:Under Your Spell

Før da jeg lå i min seng og løste kryds&tværs, ku jeg høre min telefon ringe ude i køkkenet, hvor den sad i opladeren. Den blev ved, og jeg fik den tanke, at det var en art myndighed der ville ha fat i mig, det gjorde mig så bange at jeg dansede voldsomt til Aphex Twin, "I want your soul", sådan kan jeg have det med den her verden. Men så var det bare Charlotte der havde ringet igen, og nu er jeg mere i - det ved jeg ikke, electropoppet humør, plus pisse sulten, tror også flutene skal ud af ovnen

jeg ved ikke hvad jeg skal lave, så jeg transcriberer radioen

når man går alene med noget vokser det sig stort, der opstår: tunnelsyn. Det kan blive så ubærligt at selvmord
jeg vil godt lige have på det rene, er der andre grunde, der får mænd til at begå selvmord
ja fx følelse af at høre til, økonomiske problemer, ydre identitet; rolle, det rammer mændene hårdere, store dramatiske forandringer. Hos kvinder til gengæld: større netværk før krisen.
Mænd blir ekstra udsatte hvis de står alene tilbage efter en skilsmisse. 70-201-201, hvad kan I tilbyde en mand der?
Lytte! mange har ikke drøftet probl før, vi gider høre historien, er interesserede, det har en forløsende effekt
ok så mænd har det ikke sådan: jeg skal bare ha et råd til at handle?
Nej det lidt køngenerelliserende, mændende siger, det var dejligt endelig.
Vi linker også til anden professionel hjælp, hvis fx. alkoholproblem, financielle probl., skilsmisse, selvmordsforebyggende klinikker og centre kan man også.
Det bedste ville være ven, nært stående, ja vi har det med at gøre det til prof hjælp, med god grund, men jeg tror det fordi vi ik kan rumme det i nære relationer, vi lægger vægt på det vi formår og lykkes med, vil ikke vise anden side af livet, at det også er svært eksistentielt grundvilkår, mørk del af livet, der er vi ikke de sjoveste at omgås, det et samfundsmæssigt probl. Vi har ikke noget sprog for det, det ikke en del af vores kultur, selvom det ikke er særlig komplekst. Typisk anden kultur omkring mænd, fint med aktiviteter, vi vil gerne arb hen imod at mænd også kan drøfte med sine venner, alle har stået i lign situationer, ingen har ingen problemer, så vi har alle været der.
Men det er jo alvorligt, hvordan sikrer I man er opgaven voksen inde hos jer?
Alle frivillige har relevant baggrund. Alle har erfaring inde for området, udd eller praktisk.
Vi har samtaler hvor det ikke lykkes os at få akut opkald til at bryde anonymiteten, hvor de Har skadet sig, men det er ganske få episoder, hvor vi ikke får dem til at tilkalde hjælp.
3-400 akutte opkald om året, altså en om dagen, ja, ja. Brug for hjælp med det samme, der handler det om: at få tilkaldt hjælp, hvor I landet er du, så kontakter vi alarmcentralen.
Det store flertal af samtaler; hvordan afslutter I en sådan samtale?
Fx spørger vi hvordan de har oplevet opkaldet, føler de mere overblik, lad os ridse op hvad vil du gøre efter denne samtale, fx. den efterfølgende dag tage kontakt til praktiserende læge.
Nu har vi hørt hvad livlinjen kan bidrage med.
Hvad øvrigt kan vi gøre for at hjælpe selvmordstruede mænd? tunge probl om natten, ingen steder at henvende sig, vi vil ha døgnåbent. Ingen tvivl om at for mange mennesker, er natten rigtig svær at komme igennem, tyngden endnu tungere og her kontakter man ikke nært netværk, med erfaring fra Norge ved vi: stort behov for rådg om natten.
Faresignaler: ændring af karakter, viser tegn på depression, mistet lyst til arb, sover meget, agressiv, hvis man kan mærke alvorlig krise, så går mange fagpersoner udenom, så ringer de til os, for det er ikke en del af deres uddannelse! Det ku være godt med opmærksomt sundhedspersonale. Man udskriver fra sygesengene psyk afdeling for hurtigt. Mange blir også afvist hvis de ikke har forsøgt endnu, vi skal også styrke de ambulante tilbud.
Reager på mavefornemmelse! Det kan være en stor lettelse at blive spurgt - man får ikke mennesker til at få selvmordstanker hvis de ikke har det!! Vi skal blive bedre til at vise omsorg og ikke komme til at gå udenom dem der har allermest brug for os
Livslinjen er her også for bekymrede, pårørende samt: efterladte

Vi vil gerne dobbelgengiftes på Stratoshere hotel, Vegas

Jeg hader at diskutere. Jeg udmattes af den oprørte stemning, derfor kan jeg heller ikke deltage. Min svigerinde sagde: hvis der er noget jeg ikke er, så er det feminist, og gudhjælpemig, om min faster ikke antydede sympati for DF. eller det var måske noget jeg misforstod, og så sidder de bagefter og griner og føler samhørighed igen, men jeg føler mig udenfor, ikke forstået som at det er et sted de holder mig, udenfor, jeg føler mig bare uden for alle steder, som om social ageren kræver at man fylder sig selv ud, føler sig selv i huden, fremfor at det tumbler rundt i nogle stumper indeni én, sikken volapyk jeg udbyder for tiden, men det var bare at min kone sagde, jeg virkede så nedslået, og det ville jeg småt undersøge, måske nærmere sagt, tænke lidt over, her inden vi skal se Disneyfilm, men nu kom det bare til at lyde af volapyk. Det jeg tænkte var bare, at kun da jeg gik på Forfatterskolen har jeg følt mig ikke-udenfor, jeg ved ikke hvorfor, det er ikke at jeg har det afslappet med litterater overhovedet, men da jeg selv var derinde 2006-8, der åbnede himlen sig, sådan havde jeg det. Nu er jeg bare en kamæleon. Eller jeg kan bare virkelig ikke lide at diskutere, det var bare det jeg ville sige måske; jeg synes ikke det er spændende at diskutere, jeg synes bare det er nederen

JOAN BAEZ ~ Donna Donna ~

min kone har mareridt om at jeg er hetero og nidkalder hende: Femina.
Hvis der er noget der hedder det, nidkalde, men hetero er jeg i hvert fald ikke, lige nu er jeg mest Sarafil.
Nå men, jeg er bekymret for min skrivning her til aften og Johnny Cash forsyner mig med stemning. Min kone er ude at, hvad hedder det, føjte, etellerandet Karusellen på Ægirsgade, som Nannasgade ligger på tværs af. Jeg ved ikke, det virker sjovt, ligesom når ens venner kender ens venners venner og pludselig er vi alle koblet, ligesom det cirkulære Kjøbenhavn, nu tåger jeg måske, jeg sagde det jo også, om skrivningen for tiden, den er ude af vane, det' noget lort, ville Hans Otto ha sagt. Ej okay nu har jeg lige slået føjte op, det var så IK lige hvad jeg ville skrive om min kones væren, bare at hun var ude at drikke nogle øl. Nu ska jeg vende pladen, jeg har meget lyst til at se sådan nogle E.T, Neverending Story, Gremlins,The Goonies -film <3

vågnede 'meget' tidligt af at min kone ville hive mig med i bad, indvie nyt eget badeværelse. Det lykkedes, men senere (for meget senere) vågnede jeg igen helt konfus i knolden, jeg havde ikke fået min medicin dagen før, så får jeg det sådan. Uheldigvis kunne jeg i forvejen ikke overskue mit mellemværende på Toldbodgade, rengøring. Jeg lå og kiggede i loftet, sagde til mig selv: bare vær apatisk overfor det hele, men jeg ved godt, at hvis nogen taler til én, stiller simple spørgsmål, kan man ikke bare lade være med at svare, så jeg kommer altid til at svare det umiddelbart mest klare; "Ja, ja", fx. De skræmmer mig, momenter af ikke at kunne samle sig om egentligt at svare på et simpelt spørgsmål, og deraf ikke kunne formulere en sætning, det var det der skræmte mig i dag, at komme ind i nummer 14 og ikke kunne formulere en sætning, Rosa med undrende blik, "hallo, er du ok". En sms: jeg tager en taxa. vil du ikke møde mig ude foran, jeg har brug for at blive beroliget før vi går ind. Vil du ikke købe noget spiseligt og drikkeligt, soda eller kakao. Du er en helt.

Bivirkningen jeg lollede mest over i venlafaxins brugsanvisning, var "underlige drømme". Hvad fanden er en ikke-underlig drøm, syntes jeg, men her noteret min bivirkning af en drøm der har gjort mig helt ør op til nu (jeg er nødt til at få det ud af systemet) :

vi skulle med færgen og så skulle vi gå langs en togbane. Man plejede at krabbe-kravle i siden, for ikke at ende ude på sporet, var historien, så det prøvede vi og grinte vi af. Jeg efterlod det ene og det andet hele tiden, en t-shirt, en pose, mit ur, min guldtelefon, jeg ville vende tilbage efter det senere, for besværligt at gå med (undtagen guldtelefonen, den mistede jeg ved en fejl, men fandt igen). Jeg tænkte på at det var spændende at vi snart skulle have undervisning med Hans Otto igen, henne ved enelleranden mega gysernoia kirkepark i Sorø. Kirkepark liggende parallel med vedelbanen. Jeg kommer ind til et panel af præster og godtfolk, jeg skal på en måde jobinterviewes, det skal vi alle. En dame spørger mig: på en skala på 1-13, hvor godt jeg så skriver. Jeg siger 10. Det var dét interview, jeg sendes ud af en anden dør, og så er jeg i realitydims, dvs. panel-dullerne kan følge med på en skærm, de giver point for friske input, jeg er irriteret over ingen lægger mærke til jeg som den eneste er nøgen i fælles spaen, det er sgu da herre friskt af mig, hallo.

På en lejr der har sin egen metro, tilbydes jeg løn og medansvar, hvis jeg er frontfigur i en hyldest til Virginia Woolf, det er etlandet år siden hun begik selvmord. Jeg forstår ikke om jeg skal filmes, eller om der blot tages et billede, i det hele taget fatter jeg ikke hvad jeg skal, men jeg siger bare ja. Det er Jette der tilbyder mig det, hun beder mig tage hjem og skifte tøj, og så vil jeg blive hentet af et videocrew. Det undrer mig, jeg er tilfreds med mit outfit.

- altså misforstå mig ikke, jeg kan lide min smag, du ved godt jeg synes du er den lækreste kvinde, du ved godt jeg havde været forelsket i dig, hvis du var ældre. Men lige til det her tænker jeg bare - sådan en kjole, som hende der har på! (en pige i enlanden struttende havfruekjole går forbi) Dét ville passe, eller du ved sådan noget Julie har på, ikke, moderne og farverigt.

- Altså... du vil have jeg duller mig op?

- nemlig.

- ok så, det ku du bare have sagt.

Det gør jeg så, jeg tager hjem, men det viser sig, trættende, at hver gang jeg tager tøj på er det grimmere grimmest, jeg går på toilettet og opdager jeg har et dødfødt tvillingepar i min bodystocking, jeg tænker over, om det var derfor jeg var øm i skeden i går, om de var ved at komme ud af mig. Jeg skyller dem ud i toilettet.

Mine veninder sidder med mig og snakker og drikker drinks og griner, jeg sidder og bliver mere og mere angst over snart at skulle præstere, "HALLO, HVAD MED VIRGINIA", siger jeg, Virginia udtalt dansk, ingen svarer, undtagen 1 af dem, jeg hader bøger, siger hun, nej også en anden, hun siger, at jeg skal varer min tone overfor hende. Det ringer på og er ikke videocrewet, men Inger Christensen. HEJ, siger jeg gladfrisk, KOM INDENFOR. Men hun er desværre forkert, ØV JEG HÅBEDE ELLERS VIRKELIG DU SKULLE HERIND. Hejhej, Inger. HEY, siger jeg til mine veninder. Jeg tror det vi skal performe er dette: tomrummet hun forlod og efterlod.

Men jeg kan ikke finde ud af hvordan jeg skal gøre dét. Jeg prøver at se følsom ud når jeg poserer foran spejlet, men jeg ser bare dum ud.

Videocrewet kommer og er sådan NU NU NU. Jeg holder dem hen med tøjskiftning etc. De har endnu ikke gjort noget da vi ankommer til festen.

Martin og William er der, de og en kvinde vil hjælpe mig med optræden. Jette godkender det. Hun læser op, at der skal indgå en highfive. Martin er i virkeligheden Batman, og da de laver spas i tænkepausen, danser de en sjæler og så laver de en rørende highfive og så noget overnaturligt akrobatik vha Martins hemmelige Batmanskills, og jeg er sådan: DET ER DÉT! DET ER PERFORMENCEN, KAN I GODT GØRE DET IGEN TROR I, OG ER DET IKKE OK JEG IKKE ER MED JETTE, NU DET ER SÅ PERFEKT. Jo jo. Men så overvejede jeg i stedet at læse noget op fra Et ansigt til Emily, noget om at kærtegne tomrum, jeg ledte og ledte blandt bøger, hvor fanden er den, folk venter.

Det er foran en bardisk de skal gøre det. Kameramanden er fuld af imponade over Batman.

Jeg fortæller min kone om de dødfødte børn, jeg har ikke sagt det til nogen før, jeg græder løs, DE VAR ALTSÅ HERRE SØDE HVIS DE IKKE VAR SÅ DØDE, OG DET KUNNE HAVE VÆRET VORES SARA, DET KU HA VÆRET VORES, hulk.

Og så gik jeg glip af et tog fem gange fordi jeg hele tiden var på det forkerte spor, så mødte jeg først Julie, så Charlotte Ditlevsen, så min far, de fulgtes rundt med mig og havde en fest. Også Marie et øjeblik.

Jeg er i tivoli, på vejen hjem bliver jeg skudt i hovedet. Jeg lever dagen efter, men han er ude foran vinduet hos pigen jeg har søgt ly hos, han vil have mig til at give ham mit hævekort, min telefon, han truer med pistolen, ham og pigens far er fra OUTA SPACE, viser det sig, derfor er der intet mad i huset og jeg må ikke tale i telefon eller bruge computer, han får det dårligt i sit alien-hoved. Jeg vil bare ha en taxa hjem.

Puh.

VORES NYE HJEM ER FUCKING AWESOME HJEMLIGT I NV, P.S.