Drømte at vi - Katharina og Marie og jeg - havde besluttet os for at tage til Spanien i Go-card. Man kunne låne én uden motor, hvis man bestod træningen. Så efter endt træning, fik jeg en rød go-card med hjem, og var helt klar på at rejse morgenen efter. Jeg havde ondt i lårene af benmuskler og blå mærker over det hele, efter træningen, der indebar at folk rendte rundt efter én med køller i mørke, virkelig 3D-playstation agtigt, og når jeg havde opnået et-eller-andet point, kom man ned i den her slæde af en gokard, som egentlig krævede kørekort-skills, hvorfor jeg var så glad, da det lykkedes mig at køre fejlfrit på landevejsbakkerne og hurtigere end de andre, Spanien here we come.
Dagen efter mødte jeg Charlotte Munck. Hun gik med ud for at kigge på den pakkede go-card, og sagde, at det lød hyggeligt at køre til Spanien i sådan en, og hvis vi ikke var fremme før det var mørkt, kunne vi altid holde ind ved et motel. Jeg havde været kraftløs, indtil hun kom forbi, al min energi brugte jeg på at skifte tøj, til det sæt jeg bedst kunne forestille mig at roadtrippe i. Charlotte (Christensen) og Sara kom forbi, for de skulle da også med, og selvom der oprindeligt kun nøjagtigt var plads til 3 i den, var den blevet større nu, 6 kunne der sidde, 7. Min far kom forbi. Nu har du vel smurt nogle madpakker, sagde han, men det havde jeg ikke. Hvad med kaffe, sagde han, men nej. Et kort, næ. Måtte han komme med. Akavet stilhed.
- Jeg kan altså ikke rigtigt overskue, hvis nogen skal være ubehagelige under turen, sagde Charlotte.
- Nej! Og så vidt jeg forstår, har du altså en tendens til at være ubehagelig, sagde Charlotte Munck, så det er nok ikke så godt.
Alle nikker.
Min far stiger af.
Vi er klar til at køre, men så går det op for Charlotte, at det er mig der skal køre, og at vi skal køre på denne måde hele vejen til Spanien. "DET vil jeg altså ikke være med til", siger hun, "det tør jeg SLET ikke".
Vi køre mod lufthavnen, mig og Marie surmuler.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar